Her kan du læse en masse om alt fra alfs verden og alle de gode mennesker der er omkring mig
Historier om håndværk, musik, had, kærlighed, solskin, sommer, vinter, tåre og glæde - smækket sammen på mange forskellige måder at fortælle på.
Hej bloggen i denne omgang vile jeg fortælle lidt om min heeelt fortryllende efterårsferie. Omg, der skete bare sååååå vildt meget. Når men nu til The Story
Sååå det hele startede bare mega chill ud, jeg var totalt meget på vej hjem fra skole og så fik jeg et opkald fra min bestie, hun sagde: giiirl, vi smutter klokken fucking 18 og du har bare at være klar ellers kasterer vi dig(Mild overdramatisering)
Og jeg tænkte, chiill girl og så spænede jeg hjem.
Nu skulle familien på ødegårds ferieeeeee
Vi pakkede bilen, Frida havde lavet madpakker og det var bare godt. Klokken var lidt mange og vi skulle køre 4 timer så vi skyndte os afsted. Først var vi ved at køre til helsingør op mod færgen, men nåede heldigvis ikke at køre så sindsygt langt før vi opdagede det. Alle var lidt trætte men humøret var højt.
Vi kørte over grænsen og var nu officelt i et helt nyt land, det land hvor mærkelige danskere bor, dem der er blevet udstøt og som vi må slå på med pinde hvis de prøver at krydse det frosne Øresund(hov det er vidst ikke glændende mere kilde)
Nok fordomme om det mærkelige folk. For landet lignede jo stadig gode gamle danmark indtil videre, store marker, kedelige motorveje og en masse biler. Men der var lige en forskel, udover at alting var skrevet på en mærkelig måde, så var drejeskiltene gulde og blå. Og det fik os til at tænke over om vores skilte også var samme farve som vores flag, og det har det vidst kan jeg svare på nu.
Ja det har de
Vi indtog uhyggeligt mange snacks på turen og blev, oveni overtrætheden, ekstremt energiske. Jeg blundede lidt og faldt ud og ind af søvnen, spiste lidt Frida madpakke og fik rigtig ondt i numsen af at sidde så meget ned, mine baller begynder nemlig at sove hvis jeg sidder for længe i en bil. Vi skød lidt akut forbi en øde tankstation hvor vi sprang alle ud af bilen og løb rundt som galninge, mig på bare fødder. Vi legede ninja tagfat og hoppede og skreg. Ham svenskeren der holdt ved siden af måtte tror at vi var de mærkelige svenskere der boede på den anden side af sundet og som var blevet udstøt. Men vi havde det bare godt.
Viggo havde aldrig set en elg før, og hun regnede heller ikke med at se en elg. Vi nærmede os nu. Kørte langs den klassiske svenske skovvej med nåletræer på begge sider, sådan en skov man nærmest bare vidste var svensk, selvom man var blevet teleporteret ud i den fra den anden side af verden. En meget svensk skov med en meget svensk vej med meget svneske "svingene vej"-skilte i gul og blå(brøndby). Det var som om den her rute var vores indvielse til sverige, en lille dåb af en slags, vi undgik at køre nogle hjorte ned og nogle andre dyr og så kræftedme, ud af det blå, undgik vi også at køre nogle elge ned. De kom trissende hen ad vejen og Viggo(Victoria) og resten af bilen gik helt amok, men jeg, halv i live, halv i søvne kiggede lidt tomt ud af vinduet og synes egentligt ikke de var så spændende. De var hvertfald ikke særlig store.
Nu var vi sgu i sverige og skoven hilste os og sagde hej og husende blev rødere og rødere (godt de i det mindste har lært lidt om farver fra os danskere) og der var mere og mere skov og så kom der et hus, det var faktisk svært at mærke hvor stort det var, men det emmede meget ro og svenskhed. Jeg var fandme træt, vi var fandme trætte. Huset duftede lidt som min barndomsgård, og ud af dørene kom der kvinder med hatte
Det var den sidste løjer for den aften, og så gik vejen til puden og sikke en nat. Jeg sov satme godt.
KYYYYYYKELIKYYYY. Stedet kunne godt være et sted med en hane, men det der vækkede mig var et meget mere abstrakt koncept der kaldes: "nu skal jeg skide og det skal gå hurtigt fordi jeg har udskudt det på grund af jeg ikke gad stå op". Helt forslået og totalt disorienteret stod jeg op. Jeg ved ikke hvad det var men jeg følte mig nærmest fuld, eller som om jeg havde fået en hjernerystelse. Min hjerne kunne kun opfatte ting meget meget langsomt, det var ligefør jeg ikke kunne åbne døren. Og da jeg gik ud føltes det hele så sindsygt lyst. Jeg gik ud fordi toilettet ikke virkede og fordi jeg elsker at lave lort i naturen, det var hasselhegnet der fik min velsignelse - tre hele gange faktisk, altså spredt over nogle dage.
Denne dag stod på det der nu kom. Og det første der kom den morgen var boller. Viggos boller. Nøj en dejlig morgenmad.
Dagen var stille og rolig, vi skulle hente Lauge ved stationen oppe i den nærmeste by, så vi skød forbi det nærmeste supermarket på vejen derop. Vi skulle i ICA MAXI, en motherfucking stor ica. Altså lidt allah. Meny, men hvor de virkelig gør noget ud af at virke store, sætter spejle op, har alle mulige hitech løsninger, selvkørende indkøbsvogne og robotter, ej, men de var et sygt sted. Vi gik derind og var nærmest ikke kommet ud igen. Det var simpelthen så stort, stort nok til at brødføde hele afrika. Sygt, gad egentligt godt have fundet deres skraldespande(sådan tænker jeg oftes når jeg ser sådan noget fråds). Når men vi fandt hurtigt ud af at vi var nød til at uddelegere opgaverne ellers vile vi simpelthen ikke have energi nok. Min mission var "simpel", jeg skulle finde yogurt, gær og kerner. Og hvordan gør man det, jo man finder mælkeafdelingen først, så finder man yogurt afdelingen, en sindsygt afdeling. Den var som et hus fuld af spejle. Der var en køledisk med vaniljeyogurt, og så to kølediske henne var der fandme den samme køledisk med det samme vanijleyogurt. Og sådan blev det ved. Alting var MAXI, ret stort.
Når men jeg nåede så at finde en yogurt natural uden at dø af sult og uden at begynde at tale til en volleybold som hed Wilson. Så var det gæren, og i normale butikker, altså dem i danmark, så er de jo i mælkeafdelingen, men i dette spejlhus var det fandme svært at finde ud af hvilken en vaniljeyogurt køledisk man havde scannet for et glimt af gær. .Intet. Når men så måtte man jo snakke med nogle af de magiske mennesker der befandt og ligefrem arbejdede sådan et sted. En ældre svensk mand, som faktisk var ret sød, fangede jeg og spurgte. "Har i noget gær", man prøver jo allerførst lige på dansk. Han forstod ikke. "Do you have some yeast?", ahvafornoget? var hans ansigst udtryk. Det var lige før jeg smurte ærmerne op for nu skulle jeg give ham en forstilling. Jeg fagtede rundt med armene og sagde "Bread, bread, bread?" og prøvede at beskrive noget der hæver. Jeg kunne ikke helt tage mig selv seriøst, men gær var vigtigt og jeg vidste hvor godt Viggos morgenboller smagte. Når men han tolkede det som om der blev pustet en ballon op. Nej for helvede. Jeg var lige ved at give op, men så sagde han.......
Fandme ja, jäst. Vi trillede tilbage til yogurtafdelingen, for der lå den sgu, jeg havde bare været dårlig til at kigge. I sverige har de åbenbart to slags gær, som nok i bund og grund er den samme kedelige gærkultur, en til sød dej og en til sur dej. hov nej, surdej er noget helt andet og meget bedre. Når men jeg tog den der ikke var til sød dej
Vi brugte over 2000 sek, på det indkøb og tænkte, pff det sikkert meget billigere fordi det svenske kroner, men så meget var det ikke og vi fik alle lidt et chok. Men nu havde vi ihvertfald nok til at madde en hel afrikansk landsby. Generalt gik en stor del af denne tur med at spise, spise og atter spise. Vi kunne have nøjedes med det kvarte og trives.
Senere på dagen tog vi ud og fandt svampe, og tidligere på ugen, weekenden før have jeg faktisk også været oppe i sverige og samle svampe med min klasse, så jeg havde meget selvtillid. Med klassen fandt vi nemlig nok tragt kanteraller til at madde en hel afrikansk landsby, nu stopper jeg med den reference.
Når men vi tog ud i skoven og fandt ikke og en skid, meget lidt. Men jeg var stadig håbefuld så jeg prøvede en skov der mindede om den jeg havde været i og jeg fandt intet, men tissede dog til en smuk sol. Det er billede siger lidt om stemningen:
Ja, det nogle ret så tomme kurve og energi depoter
Der sker noget interessant når man rammer sådan nogle afsidige steder som ødegårde og sommerhuse, noget der blotter en. Når man går derhjemme gror opgaver, todolister, retninger, omgivelser og mennesker på en. Når man så kommer til en øde gård så bliver man lidt ubrugelig, man har intet man skal som sådan. Det mærkelig og jeg føler mig lidt som et barn sammen med min familie, jeg har ikke styr på noget som helst og ting skal bygges lidt på ny. Der er heller intet sådan lige til, intet man kender og plejer. Det lidt uhyggeligt men er også helt fantastisk, jeg føler mig meget som mig selv. Jeg kommer let til at leve gennem alt det jeg lever, men det rart at opleve at det nogle gange er lidt ligegyldigt og at det er ens person der er vigtigt, det indre menneske. Lidt ligesom de danske kirker, og Luthers budskab.
Her er også lidt billeder fra gården:
For at være helt ærlig så bliver de næste dage lidt mere tågede. Det er også 2 uger siden vi var deroppe og jeg fik ikke lige lavet så mange nedslag i mit lille notes hæfte. Men tror nogenlunde det sådan her det går efter at have kigget gennem billeder og deres datoer.
Næste dag var en lidt regnfuld dag. Mig og Victoria var løbet dybt ind i den svenske skov om morgenen, og kom lidt på afveje, men fandt helskindet hjem selvom vi syntes at have hørt en bjørn(senere fandt vi vidst ud af det bare var en motorcross bane). Vi tog senere en fællesstur ned til den lokale sø hvor vandet var en helt forfærdelig temperatur men det afholdt ikke frida, victoria, aksel og alvilda fra at hoppe i. "Vandvittigt"
Jeg har ikke leget meget med våben gennem mit liv. Første gang jeg var på en ødegård, var sammen med en ven og hans familie. Det var faktisk også første gang jeg var på McDonalds - på den tur. De havde nogle luftvåben og mig og min ven skød virkelig meget med dem. Vi skød efter pantmærker på dåserne og det var skide sjovt. Her på Aksels ødegård havde de sgu også en masse luftvåben og shit der gik sport i den for mig og Lauge. Jeg blev ret opslugt af det, vi skød efter dåser og efter æbler. Vi legede stafet og var lidt uforsvarelige. Det var sjovt at prøve.
Vi tog hen til den mystiske sø som vist nok skulle have en masse tungmetaller i sig fordi der engang havde ligget en papirs fabrik med udslip i søen. Men det skulle ikke holde os fra at give den sø en oplevelse den kommer til at huske for resten af livet, nemlig en havfrue forstilling. Fra det kolde og mørke dyb steg disse to gude smukke skabninger som svingede deres finner, samtidig med de vist havde det lidt koldt.
De andre dage gik med at spise kage, lave pizza og clafouti, se robinson expeditionen, skyde mere med luftgevær og bare hygge hygge og atter hygge.
På den sidste nat kom der is på sagerne. Frosten var kommet og sagde "Nu er vinteren på vej".
Vi var nu halvvejs inde i efterårsferien og dagen var onsdag. Vi var lige ankommet med toget fra sverige til hovedbanegården. Vi tog hjem og jeg begyndte at pakke til det næste eventyr, nemlig en lille tur til Barcelona, ned og besøge Bertram.
Det sjælendt jeg rejser langt væk fra danmark, men det skulle jeg nu. Travlt må man sige jeg havde, men stresset var jeg faktisk ikke. Jeg havde nemlig slappet af, et sjælendt koncept nu om dage og jeg havde spist så meget de forrige dage at jeg ville kunne klare mig 1 år hvis flyet skulle styrte ned på en øde ø, ned til Tom Hanks.
Nu var det morgen, leger vi bare lige. Og jeg skulle afsted. Jeg havde krammet mine roomies farvel dagen forinden og var klar til at forlade det danske land. Flyet gik 8:50 så tog hjemme fra omkring en 6 tiden, egentligt den tid jeg normalt plejer at stå op på, så det var egentligt ikke så usædvaneligt.
Og skønt at metroen køre lige fra Vanløse til Lufthavnen, så jeg udlevere hermed en tak til den danske offentlige transport.
Det var en mærkelig metrotur, mærkeligt at se på alle de mennesker som jo boede i det skønne danmark, det var næsten som om jeg kendte dem bare fordi vi boede i dette land sammen og at jeg nu skulle forlade dem, det var næsten lidt melankolsk. Metroen lettede og jeg landede i til lufthavnen.
Lufthavne er fandme noget mærkelig noget og jeg bryder mig faktisk ikke om dem. Der er et eller andet ved dem som ligger så sygt langt væk fra min virkelighed. Dette sted hvor alting går så hurtigt og så langsomt. Tid er mærkeligt i lufthavne, menneskene er mærkelige og virker så fjerne. Det hele er lidt dystopisk og lidt skævt men alligevel meget lige. Jeg bryder mig sgu ikke om lufthavne må jeg nok konkludere. Jeg må ærligt også indrømme at jeg var ved at gå lidt i panik i køen til kontrollen. Jeg stod der og tænkte at nu skulle jeg sgu ikke gå i panik. Jeg ved ikke hvorfor jeg tænkte at jeg ville gå i panik, store mængder menneker skræmmer mig ikke normalt, men lige her skete der noget. Det var egentligt også lidt vanvittigt det jeg havde gang i og det skal forklares med en lille forhistorie:
Mig og min georgstage venner har lidt en tradition om at tage ud på en lille bitte ø - Christians Ø - om sommeren. Enten for at arbejde eller for at slappe af. Denne gang arbejdede mig og Alvilda der. Jeg mødte en gut ved navn Bertram (nævnt lidt tidligere), Bertram arbejder som vin somalie nede i Barcelona. Vi fandt ud af at vi begge godt kunne lide tanken om at gå ud i en skov og skyde et dyr. Og derved opstod ideen: Jeg tager ned til Barcelona - besøger Bertram og vi tager ud og skyder et dyr. Ingen af os havde nogen som helst erfaring på forhånd og det hele var lidt crazy. Jeg prøvede at anskaffe mig et jagttegn og Bertram fik stablet en masse på benene, fik koordineret med en jæger, fik lånt en restaurant og ville lave et pop up-event hvor vi tilberedte dyret og serverede det osv osv. Jeg sagde til Bertram - "Det lyder lidt ambitiøst" og jeg kendte jo ikke rigtig denne her gut og tænkte at det måske bare var ham der smurte lidt tykt på eller hva pokker der skete. Men fandme så, manden havde faktisk stablet det hele på benene, det var ikke bare fup. Dog endte det med at tingene ikke helt passede sammen så vi kom ikke ud på dyre jagt med den et-benede jæger som Bertram havde fået hevet frem fra en facebook gruppe. Men det blev stadig en dejlig tur og nu skal du høre, med dine øjne, hvorfor.
At flyve for mig er lidt crazy, jeg har ikke gjort det meget i mit liv og min mor hader at jeg flyver. Når det så er sagt så synes jeg faktisk også det er lidt noyeren men også utrolig facinerende på samme tid, to meget modstridende følelser.
Nu sad jeg i flyveren og prøvede at berherske mig selv samtidig med jeg prøvede at gennemskue hvordan jeg skulle rede mig selv og alle de andre hvis vi enten skulle lande i vand eller på land. Sad og tænkte over hvordan jeg selv ville reagere, om jeg blot ville være den der skulle reddes, om jeg ville være den sindsyge som nærmest skulle holdes nede, eller om jeg bare ville acceptere udueligheden og forholde roen. Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg ihvertfald ikke følte mig spor tryg. Eller det gjorde jeg jo lidt, jeg vidste egentligt godt at flyet var seriøst godt bygget, men det var svært helt at undlade frygten.
Flyet lettede og jeg gik sgu lidt i panik igen, jesus christ, jeg var jo seriøst højt oppe. Jeg havde lige siddet og stenet på en bænk inde i lufthavnen og nu var jeg havnet 500 meter oppe i luften, shit shit og shit. Dette er faktisk ikke nogen dramatisering, jeg var ret angst.
Nåår men så fald jeg jo lidt til ro og flyet strøg over skyerne og solen skinnede ind af vinduet, som jeg selvfølgelig ikke sad op af fordi jeg blot var Economy Class. Når jeg rejser falder jeg oftes i søvn så det gjorde jeg. Jeg sov lidt og vågnede, lidt tåget. Kiggede ud af vinduet og det gik lige op for mig at jeg nu var mange kilometer oppe i luften, det gav sgu et lille sug i maven, puha.
Ej men jeg har simpelthen så mange observationer, bliver aldrig færdig med denne blog.
Stewardesser de er også lidt uggehuggelige, de har lidt den samme vibe som lufthavne, jeg ved ikke helt hvad det som om de ikke helt eksistere, men samtidig er meget nærværende. De var faktisk super søde, intet der, men stadig lidt uhyggelige. Og shit manner, det mad man finder ombord på sådan et fly er omtrent den samme oplevelse jeg får når jeg engang imellem skal købe mad i min skolekantine, den der kylling beacon sandwich, ej nej nej nej. Man kan knapt nok kalde det mad.
Woow, Barcelona, der er du vidst. Sikke fremmed du er og sikke fremmed jeg er her.
Jamen jeg stiger ud af flyet, sjovt nok, og går igennem lufthavnen. Denne her lufthavn er mærkelig men på en anden måde. Som om den ikke rigtig gider at eksistere, og at den med nød og næppe lige køre rundt. Jeg får meget hurtig en fordom: spanskerne er pisse dovne og skider på systemet.
Og wtffffff det varmt mand. Hvad sker der, der er palmer. Altså jeg har lige været i sverige hvor frosten var faldet og hvor vandet var køleskabs koldt.
Jeg finder ud af at jeg ikke overhovedet kan finde ud af at finde en bus. Senere finder jeg ud af at den var lige foran næsen på mig, men jeg troede "Shuttlebus" var de busser der kørte hen til terminalerne, men ikke kørte til byen. Det var også interessant at observere hvordan der var en million små opgaver udleveret til en million små virksomheder. Der var ikke bare en form for bus, der var by og shuttle og sightseeing osv. Meget privatisering her hm hm.
Når men jeg giver op på bus missionen og går hen til et tog hvor selv info-manden(ham der hjælper med biletter og info) har sin egen lille buisness kørende med at sælge billetter til afgange nu og købe folks biletter som først udløber senere. Jamen de meget entreprenante må man sige. Rigtig buisness mennesker.
Toget kørte til hovedbanegården og derfra fik jeg snoet mig selv, via google maps. Hen til Bertrams adresse.
Bertram boede i det man kunne sammenligne med det gamle vesterbro. Fine gamle bygninger, men diverse typer på gaden og små kiosker og butikker der havde ligget der i lang tid. Man skulle op ad en gammel gammel elevator først, som oftes ikke virkede så man var nød til at gå op til 6 etage. Men flot var den, skide flot og sikker fra starten af 1900 tallet. Der var en god udsigt, men der var lidt langt ned. Måske har jeg højdeskræk.
Jeg havde spist lidt havregryn hjemmefra men var skrubsulten efter sådan 4 timers rejse. Vi tog ned på en hyggelig lille katalonsk cafe og fik sådan en sød vindrik jeg har glemt navnet på, og en lækker morgenmad med oliven, ost, grøntsager osv. Det var lige hvad jeg trængte til.
Dagen gik med at tulle lidt rundt i Barcelona. Vi mødtes med en af Bertrams venner og var nede og bade. Om aftenen tog vi ud og spiste aftensmad, der fik vi en masse forskellige små grønsagsretter og sådan nogle bagte kartofler med paprika og noget dyppelse, det lyder som popfritter, men det ville være en fornærmelse at kalde, det gav nemlig en helt anden oplevelse i munden. Det var nemlig nogle skide gode bagte kartofler. Vi fik også noget bagt blomkål, det var sgu også godt. Når men jeg blev træt og var nød til at kalde den, det havde været en lang og skøn dag. Godnat sagde jeg og sov.
Bertram kendte en vinbonde(Nuria) der boede et stykke ude fra Barcelona og hende skulle vi ud og besøge. Morgenen gik stille og rolig, vi spiste først en crossant, den smagte lidt af dej, men stadig godt, især fordi den kostede 7 kroner og bagt af en eller anden gut der sikker havde stået og bagt og solgt dejcrossanter i mange mange år. En rigtig bager, som vidst godt kunne finde på at snerre. Så stod vi og spiste lidt morgenmad og drak lidt te og kaffe, det elskede jeg.
Vi købte ind og så var det afsted på MOTORCYKEL.
Jeg var lidt skræmt i starten, synes det var lidt noyeren og køre på sådan en tunet cykel der, midt på motorvejen 80 i timen. Så gassede Bertram op på de 100 og så kunne jeg faktisk ikke lade være med at smile, det var altså lidt fedt.
Vi kørte i noget tid med et lille optanknings stop på vejen, langs meget snoede veje og hilste på de andre motorcykelister. De sejeste var ifølge Bertram dem på cruisere uden sikkerhedsudstyr, og knallerter var not cool. Men jeg lærte at man hilser med foden hvis de kommer bagfra og med hånden hvis de kommer forfra.
Vi ankom til Nurias(vinbonden) lager hvor vi hjalp med at sætte en masse etikketter på flaskerne mens vi drak en god mængde vin.
For at være helt ærlig så kunne jeg altså ikke smage de store neuancer i den vin, naturvin, den smagte af fermenteret druesaft, ligesom kambucha og andre fermenterede ting. Det var lækkert helt sikkert, men det ikke i det her liv jeg bliver somalie. Vi spiste en kæmpe kebab, nok den største jeg nogensinde har spist og tog hjem og sov. Vi skulle nemlig tidligt op næste dag for vi skulle ud og plukke svampe med svampe eksperten Carlos en vaskeægte catalonsk vinbondemand. Han var en sweetheart.
Vi var sgu trætte begge to, det blev lidt sent dagen forinden, og klokken var 6. Vi hev os selv op af lagenerne og kørte med Nuria ned og samlede Carlos op. Og så skulle vi satme på SVAAAAAAMPEJAGT, ikke dyre jagt, men nærmest lige så godt. Og det havde Bertram heller ikke prøvet før. Jeg havde jo lige været i sverige, og faktisk også været i sverige ugen før så havde lidt blod på tanden når det kom til svampejagt.
Der var andre som var kommet på ideen, faktisk en maaaasse andre, så vi skulle bare afsted. Vi kørte op i et sjovt landskab, sådan lidt på et bjerg, med en masse ret lave og tætte træer. Så gik jagten ind.
I starten fandt jeg nærmest kun giftige svampe, tænkte "uha den ser da lidt spiselig ud" og "den her kunne da godt være spiselig" og "den her ligner lidt en karl johan så den er nok spiselig". Så gik jeg hen til Carlos og han kiggede ned i min kurv og smed alle svampene ud. Tough shit. Når men så var det videre og videre. Jeg blev lidt træt på et tidspunkt, vi vandrede lidt rundt og mig, bertram og nuria fandt ikke det store.
Spanskerne elsker den "Velsmagende mælkehat", de er overalt på de lokale markeder inde i barcelona. Dyre at købe dog.
Inden vi dragede op til Nuria og hendes vingård havde vi fundet en lille spansk/katalonsk svampebog. Bertram kunne knapt forstå den, men der var nogle dødningehoveder ud fra nogle af svampene og der var et par bestik ud fra nogle andre. Så vi kunne tolke lidt på sagerne og måske ane lidt. Men Carlos der, var den ægte svampe bog, men men, han lærte vist også en ny svamp at kende fordi han kiggede i bogen. Man er sgu aldrig for gammel til at lære nyt. pyt ski byt ski.
Nu vil jeg vise dig den svamp vi var ude efter
Det nærmest som om man kan tyde ordet gennem det latinske ord. Skide fedt. Når men den her lækre mælkefætter har åbenbart også en kusine som vist også er ret lækker men ikke heeelt så lækker som den selv er
Og nu vil jeg meget stolt vise dig den første jeg fandt
Og derfra tog det fandme fart, holy shit. Den ene og så den anden, jeg fandt deres skjulested de sataner. Haps haps haps, nu skal vi have lactarius deliciosus. Og der var fest og ballade og jeg glemte helt at holde øje med hvor de andre var, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg havde "sporet" dem, hvis du forstår sådan en lille en din satans lill bassemand. Hold stop, der var en mere og mere. Men kæft der var mange orme i, nogle af dem var der mere orm end svamp, de skiderrikker kunne vist også godt lide svampene og gad ikke købe dem i dyre domme på markedet. Det kan jeg godt forstå, problemet var at det gad jeg heller ikke. Men i sidste ende havde vi en ret så god fortjenelse. Her er et lille billede var bagage rummet
I sverige kidnappede vi mennesker og i barcelona kidnappede vi svampe og ormene kom med sådan lidt ufriviligt
Når men nu gik turen altså hjem til vingården. Vi kørte i det spanske bjerglandskab med vinmarker på hver side, racercykelister og atter vinmarker. Det var godt nok smukt - lige så smuk som en sød pige. Hva skal jeg sige? Kunne jeg tænke mig at blie', næh danmark er dejlig med dens store kornmarker og kedelige flade arealer hvor det eneste der stikker op i vejret er de højbelagte smørrebrød man nu engang kan købe hvis man gerne vil have lidt af hvert fra den danske kødproduktion. Sidespor
Hej igen. Spanien var skøn og vi kørte, og maverne begyndte at rumle, vi var stået tidligt op og havde ikke fået noget morgenmad. Vi kørte op til et lille spisested hvor vi blev mødt af nogle store pelsede bamsehunde, sweets. Vi satte os ned og fik en Estrella Damm øl. Den smagte virkelig godt, faktisk helt vildt godt. Vi fik et åbenbart virkelig katalonsk måltid bestående af bøffer, pølser, pomfritter og aioli. Virkelig lækkert, nok det der svare til grillmad hjemme i danmark. Med sved på panden efter måltidet kørte vi det sidste stykke hjemad
Vi fiksede svampene og så drak vi vin. Jeg satte mig ned og skrev lidt noter til bloggen mens jeg nød udsigten, det var skønt
Hold nu ferie hvor jeg følte mig som en dansker på ferie i spanien. Vin, god mad, sol og varme, hygge og slappen af. Det var lige før jeg troede, at jeg var landet i et andet menneske. Vil dog sige at jeg blev mere afhængig af de overmodne druere end vinen, shit hvor de smagte godt, altså helt uhyggeligt godt.
Jeg kan ikke styre sukker
God morgen, i dag var i morgen fra i går af. Turen skal føre hjem, og taskerne er pakkede. Vi sagde farvel til den søde hund som lugtede lidt og til rosmarinen fra Mars der lugtede af karry
Da vi kom tilbage til Barcelona gik tiden med at slappe lidt af, vi bar begge ret knaste oven på sådan en omgang vindrikkeri og køretur. Bertram skulle købe ind til sit event og i mellem tiden gik jeg bare lidt og kiggede på, men fandt nok en af de sejeste opfindelser jeg hidtil har set, nemlig en håndsymaskine. Den ligner en klipsemaskine men den kan sy sting, det var jeg ret oppe at køre over.
Jeg kan heller ikke styre mig når jeg ser flotte cykler
Jeg sad om aftenen og var ved at rive håret af mig selv fordi jeg ikke kunne få flybilletterne over på min gamle iphone 4, var lige ved at sige at det var noget lort. Men så tænkte jeg at jeg jo er rigtig glad for min lille dumme telefon, den spare mig satme meget spildt tid på diverse sociale lorte medier. Når men, endte med at tage et billede af streg koden og håbe på det bedste. Og det virkede sgu.
Det var tidlig morgen og jeg skulle ud mod lufthavnen, jeg havde pakket min taske, sagt farvel til Bertram og skulle så afsted. Jeg fandt ud af at det som hed "Shuttlebus" faktisk var den bus jeg skulle med fra byen og til lufthavenen. Og det gik bare fint.
Jeg ankom til lufthavnen og kunne stadig ikke lide den. Alt tjek ind lykkedes og jeg blev ikke stoppet for alt den spanske coke jeg havde oppe i røven og den m16 jeg havde gemt i rygsækken, too bad.
Jeg ville egentligt også have importeret noget skinke og vin, men det turde jeg ikke i frygt for at blive stoppet i kontrollen, så jeg ledte efter det i lufthavnen, men det var satme dyrt og jeg stod allerede i gæld til min mor og far. Thank you for the money by the way. Når men jeg var blevet lidt sulten.>
Jeg havde knapt en dråbe mundvand tilbage efter at have konsumeret denne køkkensvamp af en spansk lufthavns sandwich, den var lidt tør, og det var endda den med tortiaen i. Intet smørrelse intet væske, den skar godt og grundigt hele vejen ned i mavesækken. Det må jeg indrømme, jeg elsker mad men det her, var faktisk ikke en fornøjelse, samtidig med at den kostede mere end jeg havde OG at jeg var nød til at købe et par liter vand og noget ganeplaster.
Min fly skræk var ikke helt over og nu var jeg altå på vej til at boarde flyet. Jeg havde fået den helt dyre blogger plads, billigt og jeg var nu klar til at filme opfarten så her er en lille video
Afsted afsted det gik og jeg fald i søvn og panikkede ikke da jeg vågnede. Turen var ikke helt slut for jeg havde en 4 timer lang mellem landing i Stavanger. Jeg havde aldrig været i Norge før og glædede mig lidt. Efter noget tids flyvning begyndte flyet at hælde og pege ned ad og dette var hvad der kom frem fra skyerne.
Stavanger var nærmest en stor lufthavn, der var enten fly eller helikoptere over alt. Der var vist også en stor NATO base der. Jeg gik ud af lufthavnen for jeg havde 4 timer at brænde af, og gik mig så en lang tur ud i det vilde øde, gennemblæste landskab. Jeg så også den lokale fodbold beef på alle klistermærkerne der sad rundt omkring ved lufthavnen.
Og til at slutte af på spiste jeg endnu en gang en meget sørgelig æggesandwich med 2 milliarder konserveringsmiddler i. Den dårlige madoplevelse reducerede nok min levers levetid med et par år men gjorde mig lidt mindre sulten, havde nemlig kun spist nødder og tørrede figner i alle de timer. Når men nu går flyet altså hjem så jeg skal afsted.
Jeg tog hjem og var fyldt med ferie i kroppen, det var en dejlig følelse. Alt det jeg havde oplevet lå godt i hukommelsen. Dog havde økonomien det ikke lige så godt, men sådan er det jo. Tak til verden for denne gang, vi ses jo nok igen en anden gang og tak til dig for at læse med, dette var et meget billedrigt blogindlæg og det jo også meget dejligt. Farvel for nu
Uh, hvad er det her, det føles lidt koldt. Som en kold bænk på en tog station eller et dørhåndtag i en lukket bygning. Her har vinden nok suset forbi mange gange, og uret gået sin gang uden at komme nogle steder. Strømmen er løbet gennem ledningerne, op til lamperne rigtig mange gange, måske er det et lidt koldt lys der skinner ned på den her flade.
Jeg kan mærke lidt kanter og former, lidt slid og flig. Nogle har nok været her før
Sikke støvet det er
!SPYT! gnide gnide gnide - HOV! Nu kan jeg vidst se hvad det skal ligne, det skal ligne en....
BLOG
Her er en massse masse masse tekst om tekst som flyder så meget som tekst gør på en blog for tekst er godt og tekst er skidt og jeg ligner en der har spist noget kridt. Det noget lort for det siger den der solsort og den har hørt om en der hed Gert. Han var en ært og lugtede en snært, men hey! Nu er der dessert
Waaw, ja det da bloggen!! Og der står alfogalt.dk indgraveret i koden, det gør der da også
Min gode gamle bloggggg
KON GRA TU LERE
Uanset hvor jeg går så har der været en, oftes også en der snakker en der fortæller om dem. Når jeg sidder og skriver er der også en der fortæller, måske er det min far eller min ven viktor. Selv når jeg sidder og kigger op i bøgetræernes krone er der nogle der snakker. De siger, hej og bla bla og er du nu sikker på det og ej stop lige dig selv og vær nu sød ved dig selv. Det er sjælendt at jeg mister stemmen, men det kan ske og så har jeg det ikke godt, for hvad er jeg dog hvis jeg bare er mig selv, jeg aner det sgu ikke.
Jeg har set en serie, ikke noget jeg er stor fan af, altså serier som koncept, men der er mange der snakker og de har altid meget at sige, mange tanker og følelser og jeg bliver altid så påvirket, jamen jamen, den serie berørte mig, tænk at alle mennesker har mennesker og ting der kradser og klør, medlidenhed der dør. Gaaaab, jeg er træt og Pede B's stemme forstyrre mine tanker. Tilbage på sporet
Jeg elsker din stemme og jeg ønsker aldrig at være alene i denne verden, jeg elsker dem der elsker mig og giver mig rapporter fra deres verden, tak for at du holder i mig og tak fordi jeres klang er så forskellig - selvom jeg kan blive træt af min mors stemme, så er bare fordi jeg ved hvor dybt den kan stikke.
Og tak for at jeg har alt den rigdom, tonernes rigdom, pede b's stemme og alt det andet, også det træls, det totalt åndssvage, din fulderrik, jeg elsker dig fandme. Mand, du skøn, kvinde, du skøn og jeg elsker dig, dig der du skøn og vi er fandme gode. Hold lige kæft. Vi er, vi er, vi er. Jeg er glad for det hele selvom det kan gøre ondt så har jeg jer som jeg har for evigt og så har jeg alle jer der altid går rundt her i verden. Hvem jeg skal møde af jer aner jeg ikke, det gør heller ikke noget. Noget vil jeg møde, det ved jeg jeg vil. Vi har alle vores, nogle mere end andre, nogle mindre en andre. Du gør stadig dit og det er derfor du er her. Det derfor vi er her. Hold din fede kæft. Det er lige præcis rigtigt. Hvis gud levede så ville han sige det til der moderne mennesker, "hold din fede kæft" og så ville han sikkert også sige at jesus ikke døde for ingen nyttes skyld.
Men hvad gør vi så med verden?
Jeg aner det fandme ikke
Vi lever og dør som vi altid har gjort?
Jeg ved det sgu ikke - spørg din far
Far hvad gør vi med verden
Det ved jeg denondelynemig ikke
Far:: Men det regner og tordner stadig og månen skinner også stadig
Mon internettet er menneskets svar på oldtidens vægmalerier? Er amazon blot et sløret oltidsmaleri med små tynde mænd der løber efter mammuter og okser? Ved ikke men spørg Jeff Bazoz
Er du ved at gå fra forstanden Alf?
Jeg går først fra forstanden når jeg hedder Palle og jeg er alene i verden
Jeg føler, at jeg har skrevet om det her før, men det som om det dukker op et par gange om året, så får jeg en følelse når jeg vågner, den siger: uhhhh alf ved du hvad, du har jo et helt liv foran dig - så tænker jeg shit mand, ej lad lige vær, nu får jeg lyst til at arbejde på en fabrik hvor man skal dreje på en møtrik. Så spørger stemmen lidt forvirret, fordi det lyder da lidt kringlet det han lige sagde der
Hvad pokker mener du med det?
Jo, det bare fordi jeg slet slet ikke kan overskue at have et liv så stort foran mig, det jo ligesom at bede en baby vælge vuggestue.
Når ja det lyder jo faktisk ret uoverskueligt
Ja lige præcis. Må jeg så fortælle dig noget?
Ja det kan du vel godt, nu hvor vi er i gang
Jo, du siger jo jeg har et helt liv foran mig, men jeg har jo faktisk ikke mere liv en det liv jeg har nu, og lige nu bruger jeg jo det liv til at snakke med dig, andet foretager jeg mig faktisk ikke. Den fugl der sidder og synger så nydeligt der, hvem ved hvad den skal efter den har sunget - måske rammer den din onkels bilrude, måske fanger den en lækker kæmpe regnorm som den så spiser og gylper op igen når den kommer hjem til sine sultne unger måske...
Okay okay okay, jeg har forstået. Men hvorfor tvivler du så?
Jo, fordi jeg ikke er lavet af stål skal du se, nogle gange er jeg lige så blød som en vandmand, men andre gange bliver jeg hård som kartoffelmel og vand når man slår på det.
Slut for denne dialog:::::
Hej igen, nu er det over-jeget der snakker igen, og han hedder alf, hvertfald en af alfs personligheder, det lyder lidt bipolart, men det synes bierne sikkert ikke.
Jeg sidder på min altan og grupler lidt, har måske lidt for meget tid til at gruple, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal. Jo jeg skal på arbejde og så skal jeg til sport - kedeligt at høre om.
Jeg har det lidt mærkeligt for tiden, og det er der sikkert en forklaring på, men hvertfald - det er som om jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal her i livet. Jeg tænkte at jeg skulle på højskole, men så begyndte det at regne (no shit, det gjorde det faktisk da jeg skrev denne sætning) - men aaahh hvor er regnvejr også dejligt - se jeg nyder nuet alt alt alt for meget, jeg er pisse dårlig til at planlægge min fremtid, men jeg vil faktisk gerne blive bedre, gerne blive lidt bedre til at spare op. Måske burde jeg lave en plan lige nu og her for hvad jeg potientelt gerne ville de næste stykke tid. Når men her er ideerne
Sikke ironisk, jeg tilhøre sikkert alle de der Zygmunt Bauhausmands og Hartmund Rosé's' teorier om det postmoderne samfund og alle de miliard muligheder vi har som gør os skøre i bolden, jo måske lidt vil jeg gerne indrømme. Men jeg er vel også bare et produkt at vores tid under den store himmel som går sin gang mens vi høre Katy Perry og spiser kebab boks. Åh gud en splittelse.
Når men kan vi ikke lige give hinanden et virtuelt kram (hvis jeg kender dig får du helt sikkert også et ægte kram den dag vi ses) som støtte og tro på at det hele nok skal gå sin gang, så længe hjertet slå, vennerne og familien holder tæt og regnen falder hvert år, tak tak og vov vov.
På de seneste måneder har jeg gået og gryntet og pyntet, bygget og hygget og hvad end man gør i sit nye værksted. Jo noget man faktisk gør er at sætte en kunstig lunge op, så alt skidtet ikke skal gå ind i sin egen lunge. Alt det skidt der kommer fra at brænde og varme ting. Her er lidt billeder fra den kirugiske operation.
Værkstedet er mit lille hjertebarn for tiden og her sker ting stille og roligt, men der sker også noget og jeg glæder mig til at præsentere det for jer på et tidspunkt, så vent spændt og glæd jer glade. Der kommer en ny ting på den gade
Jeg er ham drengen der og nogle gange er jeg ikke sikker. Han er sådan en dreng der har mange pige venner, han er også sådan en dreng der springer kejtet, som føler sig meget tung nogle gange og andre gange meget let. Minder fra skole og familie. Hvor blev farmand af til tider og hvor blev mormand af? Hvorfor var det sådan med storebror og ham min lillebror var jeg så gode venner med. Storesøsteren er der jo også og hun har fået to børn. Hvad har jeg? Hvor er jeg, jeg har jo så meget kærlighed og vi havde jo hinanden. Så kommer livet og det rammer også selvom man bor i en lille utopi, på den skønneste gård hvor legen havde ingen grænser og skoven var så grøn og dyb lige på den anden side af gærdet. Men voksne findes også og de har hele deres liv med sig, vi havde bare det liv vi havde. Vi startede bare der.
Jeg havde også nogle gode drenge venner, men så kom alt det fra før og så drev jeg videre. Med madpakke og rygsæk, ny skole nyt liv. Så blev jeg til noget. Men tror aldrig jeg forsvinder helt, tror altid jeg er derinde et sted. Jeg er rar og god, det ved jeg, og jeg vil det godt, det ved jeg. Jeg elsker jer og jeg vil gerne finde jer igen. Men ved at alting tager tid og det vil nok tage hele mit lange og gode liv at finde noget og i bedste fald meget af jer. Tror jeg.
Jeg tror jeg midstede ham den der var større end mig, han var endnu mere knust end mig og det gik udover mig. Derfor har jeg det svært ved ham'en. Men jeg prøver at vise tillid, der er ikke anden vej frem. Vores mor og far gjorde deres bedst selvom det nogle gange ikke er godt nok, så er det hvad der er og så må man gøre det til et bedre bedste næste gang.
Men jeg ved at jeg har skjult mig meget for den mand der var inden i mig og rundt om mig. Det har min far også. Har aldrig tænkt på mit køn, men det har mine følelser, men nok mest i selvforsvar. Men de har deres vej og jeg stoler meget på dem, de udvikler sig, selvom de kan være flettede ind i hinanden. De suger god energi, de ved hvad godt er. Jeg kan føle hvad godt er, det har jeg næsten altid kunne. Måske kunne jeg godt gå hen og blive afhængig af det gode. Men ja, man kan vidst blive afhængig af alt. thats fucking life.
Nu har jeg givet internettet lidt af mit menneske, mon det kan gøre noget godt eller skal internettet dø en dag
Ja, jeg har lige fået løn, omkring de 15 tusind. Ikke dårligt, men det fordi jeg aktivt undgår skat, skatterbassemand. Har bare valgt at bruge hele mit frikort. Men altså, jeg brugte lige 3600 på husleje, ooog for ikke at nævne den hjemmelavede pita jeg købte klokken halv tre i går nat, den kostede iføgle kebabmanden fyrretusind, men jeg tror bare han lavede sjov fordi så mange penge har jeg ikke og kommer heller aldrig til at tjene, ved mindre jeg.. Ja det ved jeg ikke, måske slår Danske Bank i nødden og løber med pengene. Når men den pita kostede kun 40 kroner og jeg var glad for at jeg valgte den hjemmelavede, ham efter mig bestilte nemlig den ikke hjemmelavede, og det kan jeg ikke forstå, den så ikke særlig spændende ud. Hvem ved, måske er jeg bare lidt pitacistisk, vil helst have de pita brød som er prutozeret på nørrebro. Når men så brugte jeg også lidt penge på en øl og det var altså før jeg spiste pita, der skal jo lidt være noget der slår en derned. Og så betalte jeg faktisk også noget leje til det værksted jeg går og hygger med sammen med Peter, ikke pita, men peter. Det var lige de 958 klaskedask. Og så købte jeg også lige ind her til aftes, jeg plejer nemlig at spise Kefir til morgenmad, og der er vidst kun en slags og det den uden smag - dan turrel, hov, mente naturel. Så det skulle også købes. Og så dit og så dat og så står jeg her og tænker penge penge, men så glemmer jeg også nogle gange at de findes og så tænker jeg når hvor er livet dog herligt, og hov nu arbejder jeg for penge penge, men det sgu også meget nice hvis det er en gang penge og en gang nice = nice penge.
Tjuhøj hvor det går, og ja jeg er ved at spare penge sammen til højskole. Hvilken? Jo, det ved jeg ikke med stensikkerhed endnu. Men høj skole, det vil jeg hvertifald gerne. Vil du ikke også, eller forstå du måske hvorfor jeg gerne vil. Fordi livet er ligesom et stykke rugbrød, hvis det ligger for længe så blive det tørt, det hele handler nemlig ikke om kerner og frø, moneros og skejs, dollars og pund, pengos og lapper, lopper og lus, hus og have, villa og vovse, sovs og kartofler, skinke og steg, bingo vinger og hvide boller, gigt og grøn stær, mugne tær og gebis, kraft og kol, det handler om jord og sol. Og vær lige sød at går til grunden uden k-salat i kroppen tante-pilfinger. Gå lige derned med noget som regnormene kan genkende, f.eks en god kålsalat i maven, fra egen kålplante.
Hvor fuck kom jeg fra.
Når ja, det burde jeg måske selv vide da jeg mig der skriver....bip....bip....bip... Hvor synes jeg dog der sker meget, måske er jeg nogle gange lidt slem til at sætte mig op i jagttårnet og kigge på livet og hvordan det bevæger sig, men det kan give mig lidt ro på. Lidt ligesom at sidde ved "det svømme bassin hvor de seriøse motions svømmerer svømmer" og lidt bare kigge på og ikke helt vide hvornår man skal hoppe i og svømme med. Men er det ikke nødvendigt for alle at lige "TIMEOUTE" livet lidt nogle gange, tror der nemlig findes mennesker som ikke rigtig kan det, og det som om de nærmest bare drukner af anstrængelse når de bliver pløjet over af lyfe. Den følelse kender jeg godt hvertifald, det ikke spor rart. Jeg elsker dig.
Det meget vigtigt at kunne sige, men det kræft ædermame svært nogle gange, fordi, jamen jeg ved snart ikke.
Når men jeg er flyttet til Nordvest, jeg spare op til højskole og jeg prøver ikke at blive kørt over af livets tesla som bare jerner derudaf på autopilot. Godnat
"FIKTIV GENGIVELSE"
Så står man der og fisker og nyder roen med fiskestangen i havet, måske har man endda glemt at man står og fisker, men det gør vi altså. Så pludselig mærker du et ryk, og den der solnedgang som du stod og kiggede på og faktisk helt havde glemt du havde en krop, du troede bare du var en solopgang og med et lille spjæt så bliver vi hevet ud af trancen og så haaaaaaaler du ind. Forhelvede hvor du hjuler og den stakkels spole bliver helt varm.
BOM!
Så ligger der sgu en torsk der på bordet og wow, nu skal alt det der dér er inde i tosken ud, selvom det var alt det inde i torsken som gjorde jeg lige fangede torsken, men nu vil jeg have det ud så jeg kan få torsken ind i skrutten, og fordi jeg ikke selv vil have indvoldende, det vil forbrændingsanlæget vist gerne, det jo ret altædende.
Hold da op der skete meget, tænk, at gå fra at tro man er en solnedgang til at stå og spise en torske fillet, det er en ret så stor forandring, man får da helt hovedpine
Hej, mit navn er Alf og jeg er 23 år (stadigvæk) og der sker også meget i mit liv fortiden. Men jeg prøver stadigvæk at holde lidt fast i skyerne og månen og den dejlige forårs sol - pille en bussemand nogle gange og så have det godt.
Hvordan går det med dig? Skriv en mail - alfier@hotmail.dk - til mig hvor du sender en FIKTIV GENGIVELSE af dit liv på det senest, så laver jeg en "reaktions video"
*De bedstesteste hilsner fra manden uden stopklods
Nej, nej neej, prøv lige et øjeblik at lade vær med at sige det, nej nej vel, nej. Hvad fuck skal jeg her i livet
NEJ neeeeeeeej!
Jeg ved det ej nej nej. Hvad fuck skal jeg her i livet, hvad fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuck skal jeg her i livet, fuuuuck fuuck fuuuuuuck. Hvad fuck er fuck og jeg er lidt stuck eller er jeg i gang eller burde jeg skrive en sang???
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaarrrrrrrrrrrrrrrhhhhh fuck mand, donk donk donk og tingeling ding ding
Er det punk jeg magler donk donk donk.
Hvad fuck skal jeg her i livet, hvad fuck skal jeg hva! hva! hvaaaaaaa!
Jamen vi tilbage, jeg er tilbage, du vidst også tilbage. Kigger du på en skærm? Tak
Håber du har haft en formidabel højtide tid, med jul og nytår. Det har jeg, waw, dog fik jeg ikke de vinterstøvler jeg gerne ville have haft til jul og det synes jeg stadig er uretfærdigt. Men jeg er vidst også lidt krævende nogle gange.
Noget skægt er også sket for mig. Jeg stod foran spejlet og tænkte, hvem gemmer sig inden bag det overskæg der? Det har groet ustyrligt hele december og jeg føler mig som en kloak-beboer efte jeg har arbejdet tons vis hele måneden. Men nu var det nok, jeg ville af med dunet og efter det ville jeg grave endnu dybere, ind til den jeg er bag OVERSKÆGET, DUN DUN DUUU.
Jeg tog fars babermaskine og gik løs, skovlede store mægder skæg af mit testosteron fyldte kæmpe overskæge skovsnegl.com, ej det tog vidst under et minut. Og så stod der lige pludselig en lil.teenager foran mig, med en kæmpestor overlæbe og et kamera i hånden - meget intimiderende
Update: Det var bare mig selv fandt jeg ud af efter at have stået og kigget mig i spejlet. Det er stadig lidt mærkeligt men har vænnet mig mere til det nu. Jeg ved ikke hvad det er, men det føles som om jeg har barberet et par år af min alder af, indse at jeg nok stadig er lidt teenager. Men tror bare slet heller ikke, at jeg har tænkt over hvordan mit hovede har udviklet sig gennem al den tid hvor jeg har haft overskæg. Mærkeligt mærkeligt.
Trods den lille sorte tobias rahim streg der sidder mellem min mund og næse , er det en meget stor del af min selvopfattelse - som nok tror at jeg ser ældre ud end jeg egentligt gør. Nåååår det sagt, så elsker jeg også mit skæg og jeg skal nok have det tilbage på et tidspunkt (håber det kommer igen, plzz), men det også godt at prøve noget nyt, dyt dyt.
Og sidst men ikke mindst, fippen er betalt og den bliver. GOD NYTÅR ALLESAMMEN
Jeg kan mærke det når der er gået lang nok tid, som om at bloggen sidder og kigger på mig i hjørnet af mit værrelse og jeg prøver lidt at ignorer det men nogle gange er det svært at ignorer noget som er så tydeligt, som om ens krop strider i mod det ens hoved vil. Sweet lord, jeg lyder lidt skitzo, men nej nej, det jo bare min blog og nu ser jeg dig lille ven.
Jeg føler ikke det er en pligt at skrive på denne blog og sådan vil det sikkert forblive da jeg ikke skriver godt hvis jeg ikke har lyst. Bloggen her har dog sat sig godt i mig, da vi to har været igennem lidt af hvert fra mit liv som du måske har læst om eller set med på.
Jeg ved ikke helt præcist hvad det er, men jeg elsker at skrive, at skabe noget, mere ved jeg ikke. Det er helt vantvittigt og det kan i sin rette plads stå så stærkt at intet andet kan påvirke det, det bliver min stærkeste stimuli. Andre gange laver jeg noget andet. Og jeg slås også nogle gange med perfektionismen, men har lært at jo mere jeg skaber jo mindre betyder det "perfekte" resultat, og så nogle gange er jeg bare tilfreds, noget jeg føler jeg er blevet meget bedre til. At være tilfreds. Tilfreds med mig selv, med menneskerne omkring mig og det jeg har. Når det sagt er jeg stadig utilfreds til tider.
"Hvorfor behøver du at neuancere det mand?"
Jamen velkommen til min blog, et sted hvor der er neuancer, for uden dem er du død. Og selv når du død har du mange neuancer, de måske ikke så menneskelige men der kravler sikkert orme rundt i din krop og mener de finder mange neuancer. Og selv når du kommet ud af den anden ende af den regnorm så bliver du til jord, men jord er jo heller ikke bare jord, det er fyldt med en million neuancer som kravler rundt og sikkert heller ikke mener at alting er så simpelt, måske gør de, hvem ved, jeg kender ikke nogle mikrober sådan vildt personligt. De er nok på mig men jeg har ikke lært at snakke mikrobisk.
Så fra mig af får du en hyldest til alt det der ikke er præcist og enestående, og sådan tror jeg, ydmygt sagt, jorden hænger sammen. Og det synes vi er lidt mærkeligt og besværligt
"Fuckmand, min drænspade har stået i jorden i tredive år og nu er den rustet væk"
"mennesket: Vi opfinder plastik så skal du ikke tænke på det system omkring dig der føder og dræber nyt og gammelt"
"Ja skide god ide"
"Åh fuck mand"
Min lære sagde en gang "Hvis der kommer en og siger de har sandheden så burde du løbe langt væk". På det tidspunkt tænkte jeg selv, når men jeg kan ikke løbe væk fra mig selv. God joke, men ikke så sjovt når man finder ud af at alting ikke er som man vil have det. Men sådan har vi alle brug for at blive stukket af virkeligheden nogle gange og alle har deres grund.
Det vildt at at tænkte på hvor langt man kan komme med meget få ord ik? Men tak til forandring og tak til et nyt år på vej, vi vil have det godt og det har vi også fordi vi har hinanden, så mens vi krammer og kysser, så er der fløjet ti tusind skyer over hovedet på os. Trækfuglene er fløjet fra nord til syd og tilbage og tilbage, træerne har mistet bladende og nu er nye på vej. Din mormor er måske død men hendes guldtand ligger tilbage. Tilbage under den jord vi alle går og tramper på med vores Bluntstone sko eller DrMartins.
Tak for det
Hej sky der,
dig der svæver over himlen hver dag og nat,
du må da blive træt.
Og hvad mon du ser,
når du kigger ned om natten,
på alle de lysende byer - på gaderne,
de store motorveje og skovene.
Det må være dejligt at hele himlen er dit hjem.
Tænk engang, altid at kunne stryge rundt
og uanset hvor du er, så er du hjemme.
Altid er der frisk luft,
altid flyve med vinden.
Se så mange stjerne man overhovedet kan
og når du i tågede tider, rør jorden, så dufter alt så frisk.
Jeg sidder på min fars terrase med en ikke-så-nice influenza der tynger i min krop, dog er vejret så skønt at jeg nærmest ikke enser det. Det suser i træerne og her sidder jeg og tænker over hvor sindsygt meget jeg har oplevet de sidste par år. Nogle gange kan ting nemlig gå så ufatteligt hurtigt at jeg knapt nok indser hvad der er sket, så mange forandringer så mange ting at jeg godt kan glemme mig selv. Så dette er et forsøg på at samle mig selv lidt.
Hvilket jo også er så virkelig meget rart. Tiden har virkelig revet op i mig, og jeg er nu nået et punkt hvor jeg ikke er så sikker på min vej her i livet, modsat da jeg var yngre, jamen så skulle jeg det og det, være programmør eller milionær eller hvad der var værre. Så tænkte jeg, jamen jeg finder jo aldrig nogensinde ud af hvad jeg gerne vil hvis jeg bliver ved med at sidde og tænke over livet, og derfra havde jeg altså besluttet at jeg ikke skulle videre på univsersitetet. Og nej, jeg holdte ikke sabbatår, jeg holdte livet.
Nu skal dette opslag heller ikke lyde som om jeg er blevet 90år og indleder min egen selvbiografi, men at jeg egentligt bare har lyst til at værdsætte de fantastiske ting der er sket de sidste par år.
Dette blogindlæg bliver nok nærmere nedslag fra min fortid og fra det der virkelig har sat sig i mig. Det ikke nødvendigvis store ting, men kan også være små forandringer.
Lad os starte, ved slutningen af min tumulterede gymnasie tid med 3 forskellige gymnasier, startede på en htx med computer science, sluttede på det fri gymnasium med engelsk og musik, shit manner, det i sig selv var noget af en udvikling. Mit liv har altid været ret så meget frem og så til højre og så til venstre, flytte derhen også derhen og dit og dat, så det var ikke så usædvaneligt, men jeg kunne godt mærke at det faktisk var ret trættende, at skulle flytte fra alle dem man kendte, men for det meste var det mit eget valg, jeg skød og tænkte: til sidst rammer jeg nok det sted jeg tilhøre, og det gjorde jeg faktisk. Men jeg havde kun 1 års skolegang på det fri og så var den gymnasie tid over. Det var ret ærgerligt og jeg ville ønske jeg kunne have gået der i længere tid. Så jeg forladte min gymnasie tid med en masse vilde oplevelser og fantastiske lære, mest af alt, ikke så mange elever og endnu en gang, søgte mod nye kyster og her fandt jeg så Hawila.
På min 21 års fødselsdag tog jeg til holbæk for at starte et eventyr jeg virkelig ikke havde forudset. I havnen lå det sted jeg skulle være frivilig på, et kæmpe halvråddent træskib, nemlig skibet Hawila.
Og de næste fem måneder skulle jeg hoppe rundt blandt rustne søm, huller i dækket, store maskiner brugt på ret så uansvarlige måder, og meget mere, det var lige som det skulle være og jeg elskede det. Arbejdet var hårdt, men efter at have gået i skole nærmest hele mit liv var min hjerne hungrende efter nogle praktisk evner, så jeg slugte alt den viden jeg overhovedet kunne komme til. Folk var utrolig dygtige, meget afslappede når det kom til sikkerhed. Der varfolk fra hele verden, mest frankrig. Det var også på dette skib at jeg mødte Dorian, og vi klikkede bare og havde det mega mega godt. Hawila var lidt et fristed for rigtig mange, også folk der ikke havde det helt optimalt, så alt var ikke en dans på roser, som man siger, men også et sted hvor folks problemer skinnede igennem til tider. Jeg kom fra nogle helt helt helt andre omgivelser og i min sande natur havde ikke så meget at stå i mod med så det gik også ud over mig, det var rigtig rigtig hårdt, for jeg havde i bund og grund også et behov for at have et sted og høre til.
Note: Efter mange års splittelse og konstant opbrud, ryger venskaber også. Jeg ville ønske at jeg kunne have holdt bedre på dem. Men forsent er aldrig.
Hawila åbnede min verden og jeg lærte en masse fantastiske mennesker at kende. For på holbæk havn hoppede jeg gerne rundt og snakkede med en masse mennesker på værfterne. Her lærte jeg en par fra KystLiv at kende og fra Nationalmusseet, samtidig med jeg lærte nogle Skoleskibselever at kende, det var virkelig virkelig nice, en masse skønne mennesker. en masse muligheder og alle de maskiner og værktøjer. Det er nok noget af det jeg sætter allermest pris på fra tiden på Hawila og det satte noget i mig, et indre kald om at skabe med hænderne.
Til en grill aften på hvad vi kaldte "bikini-beach", fortalte en gut ved navn Rasmus mig om et skoleskib ved navn Georg Stage, han sagde "Når men hvis du kun er 21 kan du stadig nå det". Og han fortalte om hvad det hele gik ud på og at han kendte overstyrmanden, Helle, en kvinde med et seriøst temperament - skulle jeg senere opdage.
Hvis Hawila var vildt så var Georg Stage det samme, blot ganget med 100. Før jeg startede på Georg Stage skulle jeg optages, det blev jeg også, surpise. Jeg fik mailen mens jeg sad og stenede i en bod på et julemarkedet i Hvidovre, og jeg tænkte shit manner, shit shit jeg er optaget. Det var lidt vildt, men for at være helt ærlig så havde jeg også lidt forventet det(beklager er nød til at bryde uskyldigheden til tider). Efter at have arbejdet på Hawila, havde jeg mødt nærmest alle der havde med noget det ældre maritimt at gøre på sjælland og havde været til en af Helles rigger kurser i Holbæk. Men det var dog stadig vildt vildt.
Tilbage til julemarkedet. Jo, jeg var glad, rigtig glad, og jeg gad ingengang spise flere konfiterede andesandwich eller æbleskiver, niks. Når men nu var deadlinen sat, jeg skulle forberede alle de ting man nu skal før et georgstage togt: kønssygdom tjek, fnat tjek, mental helbreds tjek. Ej hvad tror du dog, tror du stadig gerogstage er sådan en skib for vanskabte???. Det var der faktisk en del der troede da jeg fortalte dem at jeg skulle ud og sejle med gerog stage, de troede det var sådan en skib for bisser og basser.
Efter der havde været jul og så nytår, så var det pludselig 2022, og gik jeg og arbejdede på at starte et lille cykelværsted i valby, et friviligt drevet væretsted for alle der ville pille ved deres cykel. Jeg arbejde så meget på det og var ret alene i den tid, lidt for meget alene, kiggen tilbage på det. Jeg plejede at have god tid til at gøre det jeg ville og have lov til at tænke aaaalt for meget over verden, pille navle og skrive dagbog. I mit eget hovede var jeg nok ret så moden og gud hvor kunne jeg jo bare klare meget, men shit man og en hel flaske rom, det var uden et gran salt.
Wow, bare første dag på georg skulle vise sig at der var flere neuancer til den selvopfattelse. Vi skulle møde op på skibet der, iklædt det samme tøj, folk fra nær og fjern svævede stille hen mod skibet der lå ved Holmen. På busstoppestedet så jeg en med busseronne, fuck manner, det da også en georg elev, vi faldt i snak, hov en til der, dem kendte jeg endda fra tidligere, når du skal også med? Ej det var en vild oplevelse, lige så stille at spotte forskellige mennesker man kender fra tidligere og vi skulle alle samme vej. Jeg tror at på den dag, snakkede jeg lige så meget som jeg have gjort hele den forgående måned, fuck det var vanvittigt. Om aftenen var noget af det jeg skrev i min dagbog: Sænk lige niveauet brormand, ellers bliver du undersænket, ligesom et søm, jeg var toootaaalt overstimuleret.
Efter at have ligget og svulpet op af ned af hinanden i 5 måneder så mistede jeg ret meget mig selv, noget jeg virkelig ikke var vant til, nu skulle jeg pludselig sætte skibet før mine egne behov, shit, det lød som larm i mine øre. Og waw man, alt den sikkerhed jeg havde haft hjemmefra, hvor blev den lige pludselig af. Og wow, nu skulle man til have venner og wow, så mange på sin egen alder som virkelig kunne være strenge til tider. Og så var der kærligheden, nok det sværeste af det hele, for hun var jo så skøn, og så havde hun det samme mærke racercykel som mig, wtf, en koga myata, det havde jeg aldrig nogensinde oplevet, en der havde det samme mærke som mig. Men jeg fandt så ud af at "you cannot jugde at person by its cykelmærke", der var flere neuancer til den sag, men lad os bare sige at det endte ikke godt og det var det bedste der kunne ske, lidt fucked up yo. Nogle gange kan jeg tænke at tænk hvis jeg var en anden, den jeg er nu, så ville jeg jo meget lettere have kunnet klare det, drømme, ønsker og paradis, det kan man jo ikke bare sådan liiiiige, trække tiden frem og så tilbage. Når men mooove on alf.
Mens vi sejlede af sted og kærligheds kaosset lidt voksede og dalede, opstod en lille magi på det store skib, nemlig 6 helt fantastiske mennesker. De mennesker der den næste laaange tid skulle vise sig at fylde hele mit liv og gøre mig så lang og lykkelig som man overhovedet kan blive.
Det hele startede(næsten, men frizt du kommer senere <3). Jeg husker det som om at vi var nogle stykker der havde fridag på skibet, vi lå i Cork, en lille by for enden af en kanal i Irland. Og så var der vidst et tog, og så var der en tog tur og så var der en skov og det var lidt som om den skov gjorde noget, som om at noget groede sammen i os, den skov tog os lige væk fra alt, vi var jo faktisk også væk fra alt, og så var vi bare i en skov, og den klatrede vi i, med vores fine tøj. Som rigmandsbørn der faret vild i en skov. Waw, og så forstatte det bare derfra, vi havde vidst fundet hinanden, og så behøver jeg vel ikke tilføje flere neuancer for muligvis at spolere denne fantastiske fortælling. Jooooo. Vi havde fundet hinanden på et skibs som kunne være så vildt som de største bølger på nordsøen, sådan føltes det hvertfald inde i mit hovede nogle gange. Vi havde et sammenhold der gjorde det hele lidt lettere, og så havde vi det også godt sammen.
Lauge: Ham hers ægte navn er måske Tobias Dostojetski Rahim, han har læst alle klassikerne og han er næsten lige så lang som tobias rahim.
Louise: Hende her hun er den ægte vare, hun kommer fra virum, men hun er ikke det du tror. Forklædt som fin pige, hun er en bisse.
Frida og Mikkel: Mikkel han kan nævne hver en levende organisme på den her jord, og så kan han feste en måned straight. Frida niver dig der hvor det gør allermest ondt og så griner hun lidt ondskabsfuldt, og så giver man hende et kæmpe kram, dejligt kreativt menneske.
Alvilda: Hende her spiller hovedrollen i de fleste vampyr film, man finder hende også i de fleste skove, der sidder hun og svæger over en træstub mens ildfluger sværmer om hendes sang
Victoria: Forstil dig dette, fjenden nærmer sig i det fjerne, som myre i en myretue, som ved den sidste kamp i ringenes herre, i front stormer en hest frem og på ryggen sidder viggo, nej ikke Viggo Mortensen, men viggo.
Og så sejlede vi, videre og videre i det nordiske ottetal. Videre fra England og Irland og Skotland til, danmark, så til østersøen, så til christiansø og så en masse dans og så hjem, når nej ikke helt hjem, men så gennem kieler kanalen ved tyskland, ooog lige til sidst nordsøen, fuck det var kvalmt, bovsprydet dykkede lige en gang i de kæmpe bølger og jeg stod ved rettet, what a riide. Vi var nu på fastlandet, vi var landet i Esbjerg. Jeg var så færdig, det her billede beskriver det hele
Men Georg Stage(Skibet og ikke personen, ham kendte jeg nemlig ikke), jeg skriver dette i den farve jeg mener kærligheden har fordi det er hvad du fortjener. Tak for dig, tak for jer og alle, og dem - i ved hvem i er, og tak for mig på en ny måde, alle de sømil, al den gamle sø, alle de måltider som halvt var på vej op da de kom ned, tak for nogle gode arbejdsbukser - dem bruger jeg stadig, tak for en fantastisk besætning - inklusiv Helle <3. Du har givet mig meget mere godt end dårligt og det er sådan livet burde være, så tak for tak for tak og tak kys og må vinden være med dig i dine store flotte sejl og må man altid huske på at pælestik baglæns er sælepik.
Men mit liv sluttede ikke der selvom jeg nogle gange tænkte det når man blev vækket til nattevagt. Mit liv fortsatte og nyt skulle ske
Hvordan opfinder man det man har behov for når der ingen chance er for at de ville komme igen, hvordan kommer man videre når man ikke føler at man kan komme videre, hvordan gør man, hvordan vælger man. Jeg aner det ikke, men jeg vidste en ting og der var jeg ikke vidste noget som helst om aarhus ud over en ting og de var alle de ting jeg virkelig havde prøvet at tage afstand fra. Waw, jeg lyder kryptisk, det oftes fordi jeg skjuler noget. Hende jeg havde kysse mysset med hun var ikke en del af mit liv mere, dog boede hun i aarhus, fuck ikke? Virkelig meget, jeg havde endda sagt til hende at jeg aaaaaldrig i mit liv ville flytte til aarhus, det var hendes by og københavn var min by. Hvis vi vil vide mere om vores forhold jeg en anbefale dig at høre TopGunn´s sang Kongens Have, det beskriver vidst lidt hvordan jeg havde det.
Men fuck, hvad gør man i den situation, mine gode venner, dem jeg mødte i paradisets have ville flytte til aarhus, og aarhus for mig var ikke ligesom Tina Dickows sange, men det modsatte hvis du ved hvad jeg mener. Men som livet på gaden har lært mig, så det altid bro's before "folk som man ikke gider møde lige nu", så jeg valgte at sige skråt op til frygten for at flytte ind i fjendtligt territorie og så flytte med de her mennesker jeg nu havde lært så godt og kende på Gerog Stage.
Mange spurgte mig: Jamen skal du så flytte til aarhus og studere - eller - Skal du starte uddannelse. Jeg besvarede dem altid med: Jeg aner det faktisk ikke(selvfølgelige i mange versioner). Fordi jeg ærligttalt, vidste det ikke. Jeg vidste bare at jeg havde en husleje der skulle betales og den var nød til at klares på en eller anden måde. En anden ting jeg vidste var, at jeg godt kunne lide at arbejde med træ, både, metal og titusind andre ting.
I starten tænkte jeg, det nu jeg skal blive selvstændig! Ja for satan, jeg har jo alle disse fantastiske evner som virkelig er noget værd. Jeg hoppede straks igang på computeren og endte op med dette
Min mor er selvstændig så jeg tog lidt reference fra hendes stilling, hun kan nogle gange tage 440kr i timen for små jobs, så jeg tænkte 220 kr i timen, sniiiiildt!. Gik ned på biblio, kopierede hundrede og så løb jeg bare rundt i Lystrup og hang op på livet løs. Så var det gjordt og damn det var sygo tilfredsstillende.
Og gæt hvor mange der svarede:
Når men altså, velkommen til Møgelgårdsvej 8A
Her boede jeg altså fra Oktober 2022 til Juli 2023, så godt 10 måneder, men det føltes som en evighed, ikke som noget dårligt, tværdigmod, så skete der så mange vidundere med disse mennesker. Jeg kan knapt remse det hele op og kan heller ej huske alle de ting der er sket, lige nu. Så vil nøjes med at fortælle om nogle af de ting jeg kan huske.
På tasterne i dag har vi en lidt træt alf, han har nemlig været afsted på ferie fra den 17 juli til den 7 august. Godt 25 dage, det er nemlig ret så meget. Han plejer blot at være hjemme i danmark hvor han går og tænker på ret hverdagsagtige ting.
Nervøs var han selvom man umiddelbart ikke kunne se det på ham, opvokset i trygge omgivelser, han er lidt af en tryghedsnarkoman(eller blot menneske som Johannes Møllehave jo siger). Og nu skulle han ud i den store store verden og dette her er historien om ham ude i den verden der ligger langt langt væk fra danmark, der hvor store bjerge vokser og hvor menneskene spiser rigtig rigtig rigtig meget ost.
Velkommen til historien om turen til italien og frankrig, håber i har en behalig rejse, for det havde jeg satme.
Som dansker går man nok oftes rundt og grupler over hvorfor opvaskemaskinen bliver ved med at kalke til eller hvorfor man bliver ved med at bygge så grimme højhuse i københavn. Men ikke mig, næh, jeg var rendt afsted og var nået langt, over liguster hække, pigtrådshegn og brombærkrat. Ej jeg var faktisk bare i Kolding, og her stod jeg og ventede på det tog min familie nu var på.
Jeg tog en dyb indånding, forberedte kroppen på "familietid", og trådte så på toget. Jeg blev mødt af en meget glad mor, kram kram, "ihh hvor dejligt at se dig alf", "I lige måde Ditte". Vi gik ned i toget og der sad resten af bandten
En god familie
Turen gik nu til Italien men inden da skulle vi lige opleve den virkelighed man ikke lige tænker over når man går ind i interrails railplanner, nemlig en million forsinkelser og aflysninger, heldigvis var min storebror all good, han slog koldt vand i blodet og fik os ret bekymringsfrit frem til det nattog vi skulle fange. Tak til ham for at købe min interrail billet
Og sove toget, det var sgu ret hyggeligt, det mindede mig om filmen Mordet på Orientexpressen. Vi spiste en ordentlig lækker morgen mad bestående at to gange pap boller, marmelade og en kop te. Mere eller mindre kunne man ikke forvente, især når konduktøren var lidt bagstiv, skål for ham, det var også hans sidste dag på jobbet.
Waaaw, de første bjerge, fantastisk!!!
Italien var et fantastisk sted, her tog vi på vandre ture og i vandland hvor lillebror blev utrolig solforbrændt og jeg fik svitset lugtesansen af klormængden i vandet. Vi spiste godt, rigtig godt. Hvis mine sydlige spise vaner var med i de der amerikanske kost tv-programmer kunne den mængde is jeg spiste nok være i en varevogn, og endnu en vareovn med ost. Ja det blev faktisk lidt kvalmt til sidst, men hey, det var jo syd europa. Det bedste var at familien sponsorerede hele molevitten. Jaaaa taak!
Dagene gik og gik og gik, og vi gik, op i bjergene gik vi også.
Waw igen og igen, sikke et smukt landskab og sikke en smuk by. Billedet ovenover er fra bjergene omkring bergamo ned mod selve byen
En af aftnerne var der en seriøs festival der foregik et sted væk fra byen, eller ret og sagt, jeg troede det var en festival med nogle pricey strubelys
Men nej, dette var noget man kalder "kornmod" derhjemme, fortalte mor. Her er en lille definition fra DMI
Der er et bestemt lynfænomen, der går under det spøjse navn 'kornmod'. Kornmod er fjerne lyn, som man ikke kan se direkte - man opfatter mere de store glimt fra dem. Man kan heller ikke høre dem, fordi de er så langt væk. Som et fjernt søslag uden lyd. Kornmod forekommer, når det er mørkt, og det opleves hyppigst i høstmåneden august, når kornet er modent; derfor navnet. Det, at det foregår om natten og næsten kun i august, kan godt virke lidt mystisk, men det er der en naturlig forklaring på. Her i sensommeren er havvandet netop så varmt, at tordenbyger dannet om dagen kan “overleve” ude over vandet, selv når Solen går ned. Energien til overlevelse kommer fra det varme vand, når Solens energi forsvinder.Bum bum bum, jeg er ny til interrail. Jeg planlagde turen, fra Bergamo til Milano, yes, så videre, så videre og vula marseille. Men niksen biksen, virkeligheden er oftes mere kompliceret. Og som en lille skoledreng, gik jeg ned til stationen og skulle nu fortsætte alene ud i den store verden. Og hvis du spørger en voksen så vil de nok sige "Life is though and then you die". Det første jeg bliver mødt af var kaos på stationen, toget til Milano var aflyst, shit. Efter 45 restløse minutter fandt jeg et tog og en ny rute og havde nu mistet tiltroen til min railplanner. Fokusset var nu bare: "kom syd på hurtigst muligt og helst i retning af Marseille"
Videoen foroven illustrere et tog som forlader en perron, nærmere Genova som ligger i det sydlige italien. Toget indholdte mig som sad på et sæde, samt mange andre skæbner det også forladte denne perron. Især ham som sad og filmede dette tog forlade perronen, altså mig, var ret lettet.
Da jeg ankom til Genova havde jeg det kort sagt: stramt. Den var helt gal, hovedet spandt som en beyblade, og det bankede på nede fra mavesækken. Uf det var ikke særlig rart. Men udover jeg havde det "stramt" havde jeg også nøjer på.... Fortsættes
Et par uger tidligere var jeg i tisvilde hegn og hygge. Jeg havde fået sådan en rigtig hulemandsfornemmelse i kroppen og den skulle bare udleves. Så jeg gik med bare tær og bare ben. Jokkede rundt i krat og buskads. Jeg vågnede om morgenen og opdagede mindst titusind tæger og flåter der allerede var i gang med morgenmaden på mine stakkels ben. Nogle af dem kravlede stadig rundt da alle de gode pladser allerede var optaget. Der var dog en heldig lille fætter der virkeelig havde fundet sig godt til rette på min forhud. Så tænkte jeg, "gad vide om jeg så for borrelia hvis jeg får en erektion", noget der ikke er usædvanelig når man ligger i telt med en sød kvinde. Måske har en tæge givet mig borrelia, den anden har suget det ind i sig, eller noget i den stil. Er hvertfald ikke blevet lam. Når men vi skal videre fra tidsvilde, ligesom mig og den søde kvinde(mari's) skulle i livet.
Vi skal nemlig frem i tiden, til udlandet igen, men vi skal ikke helt frem til der hvor vi slap. Vi starter en morgen, i familiens lejede airbnb hvor jeg sidder og snakker med storesøsteren. Her sidder jeg og fortæller lidt om min tur til tidsvilde, dog med lidt færre detaljer end jeg nu giver jer. Pludselig sker der noget i min storesøsters hoved, 1 og 1 falder sammen, mens jeg sidder og fortæller, storesøster instiktet slå ind, shit! "ALF DU GODT KLAR OVER AT DER ER ET KÆMPE UDBRUD AF TBE fra tæger i Tisvilde hegn", ("Shit"), Jeg føler mig som en levende BT-artikel, midt på strøget, afklædt og med en kæmpe tæge på dilleren. Jeg blev ærlig talt lidt bange, jeg anede ikke hvad TBE var og jeg vidste min storesøster sikkert havde læst utallige bt-artikler omkring dette emne. Men jeg viste ingen svaghed. Spillede cool. (Indlært reaktion af at være opvokset med 3 søskende). "Pff, der sker da ikke noget" sagde jeg og så gik jeg senere ind på mit værelse og googlede, noget der heller ikke afhjalp min angst... "I sidste ende dødsfald.... Hjerneskade... Symptomer: svimmelhed, kvalme, trykken for panden"
... Fortsat fra før: Svimmelhed = tjek, Kvalme = tjek, Trykken for panden = tjek. Fuck fuck fuck.
Jeg sad i sydfrankrig, Genova, på en McDonalds og lignede nok, mildt sagt, et lig, men jeg prøvede fandme at være god mod mig selv, og det er ikke at købe McDonalds, det får jeg det bare mere kvalmt over. Men jeg drak en masse vand, skrev med min mor, fik noget pasta med kødsovs - lavet hjemmefra, og drak en juice. Og efter lidt tid havde jeg det allerede meget bedre.
Så drev jeg fra stationen, dette er den video ovenover. Og det gik godt. Jeg sag og hørte C.V Jørgensen mens jeg fløj afsted langs den italienske kyst, iih det var bare godt og flot. Smukke hav og fine landsbyer. En ting jeg ikke havde tænkt over var at der ikke var noget toilet i toget, så til sidst spadserede jeg uroligt rundt, frem og tilbage i toget, for at undgå at tisse i bukserne.
Der er nu ikke så meget mere at fortælle. Det sidste stykke var ret så kedsomligt, så jeg vil spare jeg detaljerne fra et meget detaljefattigt sidste stykke til Marseille.
Men nu forsatatatatatan, toget sænker farten, slår de hvinende bremser i og ruller stille og roligt ind på perronen. BLA BLA BLA, på fransk, nok noget i stil med at vi er ankommet til Marseille station. Jeg er spændt, nervøs og klar til at sove. Men først skal jeg mødes med min franske ven Dorian. Men inden jeg fortæller videre skal jeg altså lige på toiletttet (i virkeligheden)
Entre: Marsellie, shit mand dette er københavn hvis christiania havde fået magten, hvertfald ren æstetisk, ikke politisk. Byen var fuldstændig crazy, malerier overalt. Gamle flotte bygninger der bare stod og forgik, nogle gange faldt de sammen og mennesker omkom. Man fik en fornemmelse af at byen engang havde været stor og velgående, men nu havde lidt en sygdom og lå lidt i sin dødsseng. Offentlige institutioner var hærget, jeg var en tur på biblioteket, des glas facade var blevet total smadret og der stod sikkerhedsvagter i indgangen og bibbede folk med metaldetektore. Bankerne var blevet smadret og sprayet totalt over. Hjemløse børn og familier, fattigdom og slåskampe om natten. Ja, det var en vild by, men også vildt fed. Trods at dette var der også et utrolig dejligt sammenhold af mennesker, mennesker der havde skabt sig hyggelig steder, masser af fede butikker, cafeer og spisesteder. Fordi selvom at der er den distruktive del af autonomiteten(fint ord) så var der også dem der brugte friheden til at skabe hyggelig steder. Ligesom christiania.
Vi hyggede os og jeg kiggede lidt rundt i gader og stræder, tog på nøgenbadestrand(ved et uheld), spiste frugt. God tid god tid
Ja nu skulle vi altså til at afsted til de franske alper op og få vasket byens smog og støv af tøjet, op og få kølet nerverne i bjergenes brise, få lullet larmen ud af ørene, blæst lungerne rene og meget mere. Manner vi var klar så klaa
Mogenduggen fra frisk og byen var ren og klar til endnu en dags ravage i den kære by. Med søvn i øjenene og 4 friske crossanter i tasken, travede vi afsted mod vores lift til Embrun(nord for marseille). En kvinde med et vildt hår og nogle seriøse rastafari vibes transporterede os hele vejen, tak til hende for en billig tur :).
En lille detalje at tage med her fra byen var da vi skulle proviantere. Vi drog op ad hovedgaden og fandt en lille bod bestående af en kvinde og en assistent og en masse brød, man kunne købe ved kilopris. Vi faldt lidt i snak med hende og hun fortalte os at der ville være en jazz festival det sted vi skulle slå lejre på starten(ved den grønne nål på kortet) af vores rute, "shit det sgu da for fedt" og hun ville også sælge pizza deroppe ved festivallen. Når men det var vi klar på. High five.
Som vi jo er, drog vi langsomt men målrettet mod "START". Men vi kunne dog ikke modstå fristelsen af at hoppe i den kæmpe ø der var mellem bjergene. (Man kan også se den på kortet, syd for Embrun). Og endnu bedre, så brændte den kartoffelsalat jeg havde lavet dagen forinden også lidt. Så det blev til Nøgenbadning og kartoffelsalat, en titel selv Lars Von trier ville være stolt af.
Og efter at have kæmpet sig igennem et par kilo mayonaise blev vi altså kørt hele vejen op på bjerget af nogle forskellige søde mennesker, det var meget hårdt åh. Til sidst endte vi på et lad af en pickup truck. Det var fandme sjovt
Så ankom vi til stedet, jeg tog et hvil og dorian gik ud for at kigge efter et sted vi kunne slå vores telt op, det kostede nemlig 8 euro at overnatte hernede. Niks niks vi var for nærrige. Men af en eller anden årsag havde vi massere af penge til at købe øl og pizza.
Musikken startede og alle faldt ind i jazzens rytmer og bølger som hurtigt forsvant i dalens dybde, men vi mennesker rykkede tættere og tættere sammen. Solen gik ned lige så stille, det var ved at blive aften og vi havde været på farten hele dagen og var lidt slappe i det. Men et par øl var en god start. Jeg er ikke vant til at drikke så bliver ret hurtigt fuld, dog ville det nok have gået stærkere hvis alkoholen ikke skulle kæmpe sig vej gennem firs liter mayonaise. Men blev dog stadig ret fuld, især efter den anden. Jeg gik bare rundt og havde det for sjovt, brugte nok 40 minutter på at nyde 2 små stykker pizza. WAW, det hele var blevet så magisk, og nu var lyset nærmest helt forsvundet, et nyt band var kommet på scenen, et jazz band fra Paris, det var så skønt. Vi sad der i fuldstændig ekstase på dalens bund og så silhuetterne af bjerge i det fjerne, mens dur og mol akkorder fyldte vores hoved.
Den lette brise blev til en lidt frisk vind, samtid fik luften fregner i form af små dryp. Sorte skyer begyndte at rulle over bjergtoppene i det fjerne, med retning af os. Først kom de kraftige vinde hylene forbi, som en advarsel, så blev de små fregner til en hæftig tåreregn. Så kom stængerne, shit hvor det begyndte at regne, for fanden da. Vi spurgtede inden for mens alle løb manisk rundt for at få grejet i sikkerhed. Da alle var kommet ind i tørvejr stod vi der sammen og grinte og chit chattede lidt. Bagerdamen spurgte om vi havde lyst til at overnatte hos hende, det kunne vi da ikke afslå.
Så der sad vi altså, bagerst i bagerdamens varevogn, bland kasser og ting og en duft af brød, i mørket mens vi trillede lidt ned af bjerget til det sted hvor hun boede. Jeg sad næsten og faldt i søvn og var ikke det mest oplagte menneske da vi ankom. Men der sad vi så og drak te og hyggede os med hende og hendes veninde. Jeg havde indtil nu haft lidt slim i halsen her på ferien, men så viste hun mig noget. Hun tog en lille glas beholder frem med noget der lignede honning men faktisk var lavet til at give bi-dronningen en slags honning-royal. Dronningen spiser dette for at holde sig rask og leve meget længere. Hun lever omkring 5 år hvor de andre bier kun lever 3 måneder, på grund af denne lille creme. Men hun gav os alle en knivspids og da jeg vågnede om morgenen næste dag var jeg kurreret.
*måske så jeg ikke så oplagt ud men det følte jeg mig skam
Men nu! Slut med luksusen, og det bløde liggeunderlag, vi skulle altså op i de vaske ægte bjerge nu, op og kæmpe mod bjergløver og elefanter, ulve og murmeldyr. Men den første udfodring der viste sig var en lækker brød festival hvor vi skulle undgå at blive fristet.
Det var blot første udfordring. Så gik vi videre, hen og fyldte vores vandflasker og der i taskens fandt jeg turens største udfodring, nemlig en mast banan. Her af kom en kæmpe diskussion (som selvfølgelig handlede om en masse andre ting der lidt havde bygget sig op), skrig og råb hørtes i dalen så alle elefanter og murmeldyr holdt sig for ørene og tænkte sikkert "Gud fader hvor er de barnlige de to der nede", for ja, det var en ordentlig mundfuld: "Gider du godt lade vær med dit og dat" "Oui oui oui, pyton pyton pyton,". Men vi kom ud af det og jeg vil spare jer for detaljerne, vores venskab holdte stadig trods denne sten i vejen. Luften blev let igen og jeg lagde nu faktisk mærke til den skønne natur der var. Små kilder der kildede bjergets side og trillede ned og mødte sine brødre ved dalens midte.og forstatte videre og videre ned ned og atter ned. Troede i starten at det var fuglene der skreg, jeg kunne absolut ikke overbevises om at det var murmeldyrene, det lød jo fuldstændig som fulge, og murmeldyr sagde jo "alan"
Ej det var sgu faktisk et murmeldyr, shit en sølle lyd de udstøder, ha!
Vi havde seriøøst meget mad med, aalt for meget mad. Så efter 6-7 km vandring holdt vi en frokost pause. Vi satte os til rette og jeg åbnede min taske som man jo gør og der blev vi ramt af noget der skulle forfølge alle vores sanser for resten af turen, nemlig 2 utrolig smeltede camembert oste, woow woow, jeg tænkte, shit skal vi til at have en banan-krise igen igen, ej det gad jeg faktisk virkelig ikke, den diskussion var lagt bag os. Der skete heldigvis ikke noget og vi tog det begge ret køligt, dog endte vi begge med at få lidt af en overdosis, især dorian. Da vi så drog videre begyndte gassen at komme, ud af nummi, steg to fæle sataner, men det interessante var at de lugtede fuldstændig ens, det var som om camemberten havde overtaget vores kroppe, fordi fra den frokost af og dagene fremad var vores kroppes lugte nærmest fuldstændig ens, og når jeg eller han pruttede pruttede den anden også. Det var heeelt vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignene før.
Så fandt vi sgu et lille vandhul.
Mine billeder kommer i kronoligsk rækkefølge, bare rolig, kan bare ikke helt huske hvilken dag det skete. Jeg tog nemlig ikke sygt mange billede da vi skulle spare på mobilens strøm. Men jeg tror nu at det næste billede var på dag 2. Grunden er at på dag 1 var jeg sygt knast da vi ankom, vi havde gået langt og jeg var bare træt og sulten. Og det var jeg nemlig ikke næste dag, altså dag 2. Vi fandt nemlig "PARADIS", en stor mark, helt flad med en bred å der delte arealet, for enden knækkede marken og blev til en lodret kløft hvor man kunne tisse ned på dalen under os. Vi havde faktisk et stykke at gå endnu men vi valgte at slå os ned her. Men min krop var fuld af energi stadig, den var jo instillet på 20km om dagen, ulve og bjerggeder. Så vi valgte altså at slå lejer der, spring fyldte af energi sprang vi rundt som føl. Legede lidt rugby, taikwondo osv. vi sprang i åen og tissede. Når, men vi fandt altså ud af at der var en ret så mussed lerbund under vandet og da fik vi en ide ?-?
Ja det taler jo nok for sig selv
Efter en dejlig nat og en mave i endnu mere ubalance, gik vi pruttende videre. Jeg vil spare dig de kedelige detaljer og hvert enkelt skridt....... vi mødte nogle turister ser sagde at der var tamme ræve som man ikke skulle kæle.......... Vi spiste mere ost........ Solen var ved at gå ned..... shit man, sidste bakke,
uuuuuuuhhhhaaaaaAAAARR
RRHHHHHHHHHHHHHH FRANKRIIIIIIIGGG, shit shit, puuuuhuuu,
Den sidste bakke lød nok sådan her:
Waw, jeg kan faktisk slet ikke huske hvad vi fik til aftensmad den aften, nååår jo, jeg spiste ikke noget fordi mit anus var som den gasledning der sprang i østersøen. Den skulle lige have lidt "Intermittent fasting", det gjorde vidundere må jeg sige og det gjorde faktisk også at mig og dorians kroppe blev lidt asyncroniseret, vi pruttede nu på forskellige tidspunkter ooog de lugtede sgu helt forskelligt. Jeg havde vidst nok fået "kål på den ost".
Vi vågnede op næste morgen, nærmest som om vi havde slået telt op i metroen, med mennesker overalt omkring os. Vi havde ramt bjergenes hotspot. Der var ski-lifts op og ned ad bjergene og flokke af mennesker overalt. Shit man. Lort man.
Men altså vi skulle jo bare videre, og som huleboere gik vi og hisssssede af de andre, som vilde katte der så hunde for første gange. Ej nej. Neeeeeeeeeeeej. Wow nu var vi på toppen af et bjerg igen, vinden susede over bjergryggen og mit hår flagrede i vinden, alle sad bare og chillede her oppe, men de gik ikke videre. Hmm mystisk, folk gik bare den samme vej ned igen, pff "flokdyr" tænkte jeg.
Jeg vil bare advare dig nu, der kan forkomme en ret ubehagelig fortælling forude, for der var nemlig en grund til at folk ikke gik videre.
Vi steg ned ad bakken og jeg med mit hovmodig selv, pff bjerge er sgu da lette, det havde jo gået så gooodt de sidste par dage. Meen den var nu lidt sejl den her bakke, tjoo tjaa, det skulle vist nok gå. 2 minutter efter.......
Fuck, hvor er de blå markeringer der viser ruten ned ad bjergetVi var lost, fuck. Aaarh ved du hvad jeg hopper sgu lige her over, hvis jeg kan komme ned mellem de to sten der så ser det rimlig safe ud. Måske kan jeg glide lidt ned her. Hop hop og
Her er igen en meget nøje rekreation af begivenheden
Og her er jeg og dorian. Mig der prøver desperat at underminere det dybe traume af nærdøds oplevelse jeg lige oplevede. I alt ærlighed var det en virkelig virkelig uhyggelig oplevelse og den sad i mig i mange dage og gør stadig lidt. No joke, jeg troede jeg skulle dø. Jeg hoppede over på en sten, stenen gled under mig lidt som jeg havde troet, dog havde jeg leget liiiidt for godt med døden her og havde overhovedet ikke riskovurderet, jeg kunne forfanden have skredet hele vejen ned og ud over skrænten. Jeg tror det først gik op for mig da jeg lå mellem de to store sten klamrende og rystende over hele kroppen. Jeg formåede at ligge tasken og med Dorians betryggende ord, hoppet over i hans arme mens jeg knugede mig til ham og rystede af skræk. Resten af turen ned ad bjerget, gik i ret stor stilhed. Jeg havde lagt min taske deroppe så dorian var en champ og tage op og hente den. Shit og lort, det var pisse uhyggeligt, selv to smeltede camembert og TBE var intet sammenlignet med det her. Sikke en omgang
Dagen gik og vi gik med den, solen gik ned og vandet drev videre. Vi ramte en lille campingplads med en kro. Der fik vi en øl og grinede til langt ud på natten. Om morgenen vågnede vi, dette var den sidste dag og det var en lang tur vi havde foran os og det sidste "Mountain pass".
Herfra har jeg ikke flere billeder af turen og turen bestod af en masse skridt og en masse snik snak, det var dejligt og det var rart at have været over det sidste bjerg. Så gik det nemlig kun nedad, men det kan også været hårdt, især for knæene. Ja, min krop er lidt gammel nogle gange, ved ikke helt hvordan det fungere. Men altså, vi ramte enden af rampen og fik et lift med en tour bus som vi sneg os ombord på. Så kørte vi ned til stationen, købte lidt mad og hoppede på toget. Og nu skulle jeg fandme bare have kød for det kræftædme hårdt at vandre med sådan en drøvtygger af en vegetar.
Det var bare en joke, håber dorian forstår den hvis han bruger google translate til at læse opslaget her på siden. Love you dorian
En øller og en god lur og vi drev forbi frankrig tilbage til marseille. Sikke en skøn vandretur, så tak for alt og tak for alle der deltog, inkl døden selv
Tilbage var vi i marsellie, en aften gik med øl og en anden til, hyggelige stunder men nu skulle jeg hjem, det havde været 24 dage og nu var jeg begyndt at savne danmark. Så klokken 5:20 stod jeg op den tidlige morgen, gav den søvnige Dorian et varmt kram og drog afsted med min store taske og en vabel der gjorde at jeg humpede hen til banegården. Dagen forinden havde jeg desperat prøvet at booke de nødvendige pladsreservationer og snakket med en tog-gut i 40 minutter, men han sagde der ikke var nogle muligheder, men jeg er optimist. Det hele endte også som ønsket, jeg kom med alle de tog jeg skulle og pladser var der nok af trods der ikke stod nogle var ledige online. Så et trick er: tag afsted alligevel, spørg løs, spil dum og brug billet automaterne på stationerne.
Og der sad jeg så i lynene fart gennem frankrig, tyskland og danmark, skrev en grov tekst i min notes bog her til bloggen, spiste peanuts der gav mig ondt i maven og hørte musik. Jeg ankom så klokken halv to til aarhus hvor jeg ret så smadret cyklede hjem til min dejlige veninde Frida og sov hos hendes forældre. Jeg vågnede først klokken 14 næste dag.
Og så et par dage efter KØBEHAVN, OG Mama
Det var vist det hele og mit hidtil læææængste blog indlæg. Jeg vil ikke sige mere, men blot nyde stilheden indtil kaosset kysser mig igen <3
Et sted lang langt væk fra alt og alligevel meget tæt på alt, bor der en flok unge mennesker, nogle gange er de stille andre gange er de ik. I den tid jeg skal fortælle dig om nu så var disse unge mennesker heeelt op og køre, men hvorfor mon. Hvis jeg skulle beskrive det med en farve og et ord ville jeg beskrive det således
Og her begynder historien om mit livs første roskilde med dem der skinner
Det var tidlig morgen og jeg skulle ind og fange en GoMore ved Aarhus Banegård. Jeg havde dagen forinden lige afsluttet mit grundforløb som snedker så pakning blev lidt klemt klemt. Men altså, tasken stod klar til om morgenen og jeg havde faktisk også lagt tøj frem, lige til at hoppe i, hop hop hop. Når, afsted ud af døren med 500kg på min ryg - jeg har jo aldrig pakket til roskilde før så jeg havde bare skovlet ned fra hylderne i håb om jeg fik brugt noget af det. Afsted det gik, min racer/elsker (ej jeg har en dame) men hvertfald elsker jeg min cykel meget meget meeeeeget højt. Vi har været igennem rigtig meget, uf uf uuuhm.
Solen stod over den permanente og skinnede ind over bugten, græsset summede af liv og risskov, mindede mig om en regnskov, fugtig og frodig. Det var herligt herligt, med vand på den ene side og skov på den anden.
Banegården BOOM, med oppakning osv osv
Her sad jeg så og ventede, så på folk, så en flipped dame gå forbi og tænkte "hun skal helt sneakers på ros"
Der gik lidt tid.....................
Så forsatan, nu det nu, Fie(fra GoMore) har skrevet at hun er her nu og hun holder over for den der butik som servere pandekager mens man får lavet sine negle
Hov der er hun jo, jeg vinker til den rødhårede dame.
Fie er en dejlig kvinde som arbejder i Novo Nordisk, vi hygger os på turen og får snakket en masse
Den flippede dame fra tidligere skal åbenbart også køre med plus hendes kæreste, to super søde mennesker også, de skal faktisk også på festival, men de skal til en festival i holland, en cyber trance, hyper trance, super trance, dance techno dilidut dilidat festival. Et vildt par som viste mig deres AI-generede artworks, coked up dude. Her er et billede fra færgen mod Odden. Jeg står næsten altid på udedækket når vi tager fra havnen og når vi ankommer. Jeg elsker at sidde derude.
Så blev jeg sat af i Holbæk og gik hen til stationen hvor jeg blev samlet op af min tvilling(joke) og så skulle vi hente armbånd.
Efter lidt frem og tilbage bum bum bum, en overnatning og en dejlig morgen mad, var mig og Alvilda klar til kamp. Vi drog mod slagmarken, dog skulle vi først bekæmpe kedsomheden, strandet i et clusterfuck af biler der køre 2 km/t, også kaldet en kø, sneglede vi os frem mod pladsen.
Trille tommelfinger, trille tommelfinger (jeg nægter at bruge de der pixelerede gifs man engang brugte på hjemmesider og især blogs'n shit, nogle gange var der en hel kær af små glimtrende smileyer der dansede eller gjorde noget mærkeligt).
pis
Vi kæmpede os igennem og nåede målet, bassen brummede i luften og energien var accelererende(mange e'er).
Roskilde var et fantastisk vivar af alt. Et sted hvor alt er tilladt i en hvis grad, fuck det var dejligt. Folk gik fra at ligge og være ved at dø til at have sit livs største ros, så mange følelser så mange handlinger så meget. Vi mødes om noget så sanseligt som musik og hinanden, det kan ikke blive mere fantastisk. Jeg har nogle gange en tendens til at afvige lidt fra hvad man nu finder normalt i offentligheden men her på roskilde følte jeg at jeg sådanset kunne gøre hvad jeg vil(inden for min etik osv).
Min musik smag spørger du om? Jo for at være ærlig har jeg aldrig rigtig haft en, jeg har altid lidt hørt det man nu høre som ens forældre kender og som lidt er generelt er anerkendt af alle. Jeg har nok været lidt af en voksen pleaser. Ikke rigtig nydt min egen ungdom, det er en lidt dybere snak som jeg ikke vil gå i dyben med nu, men det har skabt meget af min ikke eksisterende musiksmag. Jeg har nok på de seneste år anerkendt at jeg ikke kan fatte verden alene og at livet skal absolut leves i tosomhed. Derfor handler denne blog også meget om de mennesker der også er en stor del af mit liv.Nu kommer musikken også meget mere naturligt til mig. Det handler om hvem fanden jeg egentligt er det handler om kærlighed, venner og den vej jeg nu skal mellem elementerne.
Musikken var for vild, ud af de mange dejlige koncerter jeg så, var Zar Paulo´s koncert den bedste, og især da de spillede Du Er Dejlig. Fuck det var skønt, bandet var skønt og det var dejlig at se dem igen efter vi så dem nogle måneder tilbage i Grenaa, en meget lille koncert. I omkvædet "jeg synes du er dejlig" krammede vi alle sammen, jeg krammede til højre og venstre, jeg kyssede og knugede mine venner ind til mig. Shit der var meget kærlighed kærlighed kærlighed. Og til Prismas koncert, hvor de to forsangere splittede publikum og fik os til at rende mod hinanden og kramme. Nøøøøj hvor var de også gode og dygtige.
Når men nu skal i også se nogle billeder og videoer
Waw Roskilde Festival, waw. Jeg vil ikke skrive så meget mere, jeg er også ved at blive lidt træt nu, klokken er også halv et. Jeg vil bare sige tak for en uforglemmelig første gang på dig. Og tak til alle jer der var med, fuck hvor er i nogle syge i hovede, skønne, smukke, seje mennesker. Og sidst men ikke mindst, mine søskende mine elskede venner, tak til: Alvilda, Frida, Louise, Mikkel og Victoria(trods det var kort var det skønt). Tak til jer <3
Kære alle i dejlige mennesker der har været inde og læse på min blog, skønt skønt. Hvis i har nogle forslag til et oplæg, enten noget i selv vil skrive eller opfodre mig til at skrive om så er i velkommne til at skrive en mail til mig: alfier@hotmail.dk
Lille status update fra min side: Jeg nyder at skrive her på bloggen og gør det meget som når jeg skriver dagbog. Grunden til at jeg startede den her blog er meget fordi jeg elsker og skriver, men bryder mig ikke så meget om bare at skrive til mig selv, så falder jeg lidt ned i et hovedhul. Men derimod at kunne give noget af mig videre til andre, det synes jeg sku' er fedt. Mit liv er lidt crazy dazy for tiden, jeg har det fremragende. Jeg ved ikke hvad jeg skal i fremtiden men det tænker jeg at den selv ved, ellers ville der jo ikke være en fremtid.
Jamen jeg var jo en tur i Roskilde, jeg havde egentligt en aftale, men så kom jeg for sent og så lå dagen bare åben for mig. Jeg stod der nede ved havnen, ved vikingeskibsmuseet og kiggede ud på den skønne fjord, og tænkte det kunne da være dejligt at vandre lidt langs den, måske endda bade. Derudover har jeg også hørt at man som gående jo skulle kunne gå langs hele stranden i danmark, så jeg måtte teste den tese. Afsted jeg drog, afsted, afsted.
Vandet var så skønt som det glimtede, det lå helt stille men jeg kunne de de tykke sejl ude på søen, så derude måtte da være en del vind. Vikinge skibene strøg afsted med deres ene råsejl(firkantet sejl) og bermuda sejlende såvel. Jeg havde også hørt at der skulle være mange små gobler af en art, men jeg havde ikke troet på at der stadig ville være gobler, jeg tænkte det kun var sådan noget der var da årstiden var køligere. Jeg havde endda selv været nede og vinter bade nogle gange og der var der fandme nogle store stygge røde buddinger med lange nuddelarme. Der var faktisk en gang, da jeg var nede og bade, jeg tjekkede meget meget grundigt efter de halvmeter brede krabater, og jeg kunne ikke se nogle, så sprang jeg ned i vandet og da jeg åbnede øjnene så jeg sgu, en halv meter fra mit ansigt, den fæleste af dem alle der sad og gemte sig inden under badestationen. Jeg tror sjælendt det har gået SÅ hurtigt for mig at kommme op, tror næsten vandet blev varmt af den exit.
Når men tilbage til den dejlige dag ved Roskilde Fjord. Rigtig nok, så var vandkanten helt rød af de små gélebasser der bare lå og nød, at blive kogt i heden. Jeg skulle ikke lige nyde noget af at få svitset fusserne af sådan en gelebasse
Jeg er jo lidt af en tingfinder, spørg selv mine venner. Men jeg finder altså et par solbriller og det jo bare skønt skønt, især når solen var så skarp.
Jeg så en ræv og så valgte jeg at filme den, og det var faktisk der hele ideen om at jeg skulle lave en lille video blog omkring denne tur opstod
Waw, sikke en flot ræv hva?
Shout out til True Gum (tm)
Et ret så sejt mælkebøtte trick. Husk at stinglen skal være lidt tyk i det
Vejen stoppede og der var en skrænt med en nærmest lodret hældning, jeg tænkte: "Jeg tager den da". Men da jeg kom ned på den, kunne jeg mærke med det samme at jeg intet greb havde og prøvede fabrilsk at hænge fast i rødder og buske. Jeg fik så møved mig op på kanten igen med hjertet i halsen. Det var ret så "skræntene"/istedet for skræmmende.
På det her tidspunkt var jeg ret så træt og ville egentligt bare tilbage. Sådan går det oftes med mine ture, jeg tænker at jeg kan jo bare gå hele verden rundt. Men så rammer jeg de 5 kilometer og er solskoldet på hele overkroppen, og der indser jeg nok at jeg burde vende hovedet hjem ad.
Hjortene fik mig dog i lidt bedre humør, skud ud til dem, altså ikke ægte skud, men sådan et "shout-out", man skal heller ikke råbe ad hjorte, altså.TAK FOR DERES EKSISTENS
Det endte sgu med jeg fandt hjem. Jeg ramte en vej og fik blaffet mig tilbage til Roskilde. Det var en far og en søn, rigtig søde, tak til dem. Faren fortalte mig dog at jeg havde, ud af de to muligheder jeg havde, at gå til højre eller venstre nede ved roskilde havn, havde valgt den kedeligste rute, nemlig den til venstre. Ja sådan går det. Men til jer og til mig selv, en anden gang. Så gå til højre, mod noget han kaldte Sankt Hans. Der skulle være dejlig skov og flotte stier, ikke stejle skrænte, rige mennesker og store fabrikker
Alt i alt, en dejlig tur :*
Der er sikkert nogle der vil forvente at få et indblik i mit kendis liv, ham bloggeren alf, hvad går han egentligt og laver, altså udover de sædvanelige ting.
Lige nu går jeg og leger med træ inde på Aarhus Tech's snedker grundforløb, når jeg har fri så laver jeg noget andet, når jeg kommer hjem laver jeg noget tredje.
Ja, dette er det aller aller første indlæg. Jeg sidder og skriver her alt for sent om aftenen, selvom jeg egentligt burde gå i seng fordi jeg har skole i morgen, men det er altså spændende det her. Tænk, nu har jeg et domæne, en vaske ægte hjemmeside, og jeg aner ikke hvorvidt jeg nogensinde kommer til at bruge denne side eller om det bare er en af de ideer der ender med at falde af min skulder uden jeg opdager det. Hvem ved hvem ved. Jeg ved dog en ting og der er at du ikke skal forvente dig den typiske blog, dette er en ægte alfe blog, med alle mine grammatiske fejl og finesser, dårlige jokes og gode madopskrifter, dårlige livsråd og gode tanker, venner og familie.
Nu fik jeg lyst til at lave et nyt afsnit, dog skal jeg lige huske på at det jeg sidder og skriver i ikke er word men html-code(hvis du ved hvad det er). Det fungere en smule anderledes og det er noget tid siden jeg har bakset med det. Det hele startede way way back. EJ, det bliver sgu et andet blog indlæg, min livshistorie
Når men altså
Sådan så jeg ud da jeg gik i gang. Forvirret, fortvivlet, frustreret, fræk. Hjemmesiden så sådan ud og min kode så sådan ud
Når men nu står siden her så, jeg tænker ikke at gå mere i deltajle med det, ellers får du nok bare lige så dybe panderynker som mig, noget min mor siger man skal undgå